Har mængden af plast givet dig et chok?
Og kan du ikke få plads til det hele i beholderen? Jamen så får du bare en større beholder – og det får du endda helt kvit og frit.
Nu hvor vi skal smide al plast og mad-og drikkekartoner i det samme rum, når vi sorterer husholdningsaffald, så er der flere, der oplever at mængden af disse typer affald fylder voldsomt. Og for nogen er der slet ikke plads til det hele. Derfor tyr nogen til at smide det overskydende affald i beholderen til restaffald. Men det er en skidt løsning - både for miljøet og din pengepung.
Det er nemt og helt gratis
Du kan nemt og bekvemt løse pladsproblemet ved at få en større beholder til alle de genanvendelige typer affald. Det gælder hvad enten det drejer sig om plast og mad- og drikkekartoner, glas og metal eller papir og pap. Vi leverer det du mangler helt uden beregning for dig.
Du kan ændre dine affaldsløsninger så det passer til dit behov via appen AffaldRanders eller på Mit Affald på hjemmesiden. Alternativt kan du også kontakte Affaldskontoret på 89 15 16 17.
Restaffaldet er den dyreste løsning
Det er dyrere at smide overskydende genanvendeligt affald i beholderen til restaffald. Det koster nemlig rigtig mange penge, at få det afhændet til forbrænding. Derfor er det også vigtigt for dit affaldsgebyr, at vi får så mange af de genanvendelige typer affald ud af restaffaldet som muligt. Og miljømæssigt er det jo også en dårlig historie, hvis vi futter noget af, der kan indgå i nye produkter.