Haveslangen, gummistøvlerne og badebassinet har noget til fælles

De har det til fælles, at de alle er lavet af blød PVC, så når de er udtjente og skal smides væk, så skal de alle afleveres til deponi, fordi vi endnu ikke har fundet metoder, hvor det kan genanvendes.

Når man står med sin møre eller hullede haveslange på genbrugspladsen og skal smide den ud, så kunne man godt tro, at den skulle sorteres som plast. Og det samme gælder gummistøvlerne og badebassinet med hul i. Men de er alle tre lavet af blød PVC. Og lige nu har vi ikke metoder, der kan genanvende materialet.

Derfor skal de afleveres i containeren med deponi. Er du i tvivl, om noget er lavet af blød PVC, så kan du altid spørge en pladsmand.

Hvad er deponi for en fisk?

Deponi er kun til det affald, der ikke er egnet til genanvendelse eller forbrænding, og må derfor ikke blandes med andet affald. 

Deponiaffald bliver deponeret på et godkendt miljøanlæg. Det optegnes, hvad der er nedgravet ned og hvor. Vi bliver hele tiden bedre til at genanvende forskellige materialer, så måske engang i fremtiden, så kan vi grave deponiaffaldet op igen og sende det til genanvendelse. Det er selvfølgelig bedst at begrænse mængden af deponiaffald, for det er en dyr løsning, og det er jo også bedst, hvis vi graver mindst muligt affald ned – selv under kontrollerede forhold.

Blød PVC kan f.eks. være:

  • Regntøj med PVC
  • Badedyr
  • Baderinge
  • Badebassiner
  • Voksduge
  • Gummistøvler
  • Vandslanger
  • Presenninger
  • Vinylgulve