Dødsfald
Her kan du læse om personattest og dødsattest, samt hvad der sker med afdødes bankkonto og digitale post.
På Borger.dk finder du en guide til, når livet slutter. Der er både en guide til vigtige overvejelser, før du går bort, og til hvis der er sket et dødsfald, og du har brug for et overblik.
Dødsfald
Har du brug for en attest på en afdød, skal du have en Personattest, som erstatter den tidligere Døds- og begravelsesattest. Her står information om fødsel, navn, civilstand, dødsfald og evt. begravelse. Forældrerelation vil også stå på Personattesten, hvis oplysningerne er verificerede i CPR.
Personattesten er gratis, og du kan få den på dansk eller dansk/engelsk.
Du kan ikke bestille afdødes Personattest på borger.dk. Du skal i stedet kontakte sognet, hvor du bor, eller begravelsesmyndigheden (afdødes bopælssogn).
Her kan du finde dit bopælssogn eller begravelsesmyndigheden ved søgning på din egen eller afdødes adresse
Når en person dør i Danmark, foretager en læge ligsyn. Lægen udfylder en dødsattest, som rummer en række oplysninger om dødsfaldet. Hvis dødsfaldet er sket hjemme, er det afdødes egen læge eller en lægevagt, der udsteder dødsattesten. Sker dødsfaldet på et sygehus, vil det være en læge derfra.
Har du brug for en dødsattest med lægens oplysninger, kan du kontakte Dødsårsagsregisteret på telefon: 3268 8350 eller pr. e-mail: d-attest@sundhedsdata.dk.
Du har også mulighed for at bestille en legaliseret dødsattest hos Dødsårsagsregisteret. Den kan bestilles på dansk, engelsk eller tysk, hvis attesten skal bruges i udlandet.
Læs mere om dødsattesten og ”Legalisering af dødsattester” hos Sundhedsdatastyrelsen.
I de fleste tilfælde sker der en elektronisk indberetning af dødsfaldet, og så er det ikke nødvendigt at aflevere dødsattesten til begravelsesmyndigheden. Men der kan være tilfælde, hvor det er nødvendigt, at begravelsesmyndigheden får dødsattesten.
Kontakt begravelsesmyndigheden, sognet hvor afdøde boede, for nærmere vejledning.
Findes der ingen pårørende eller andre nærtstående personer til afdøde, er det afdødes bopælskommune, der skal anmelde dødsfaldet, ligesom det også er kommunen, der dækker udgiften til begravelsen. I en sådan situation vil det også være kommunen, der bestemmer, hvordan begravelsen skal foregå, og kommunen overtager boet.
Når dødsanmeldelsen er registreret i folkeregistret, bliver afdødes bankkonti normalt spærret.
Også fælles bankkonti bliver spærret, og som efterlevende ægtefælle vil du først kunne hæve penge, efter du har fået skifteretsattesten.
Når en borger dør, vil alle adgange til postkassen blive spærret. Det vil sige, at den afdøde borgers adgang slettes samt eventuelle personer, der er givet læseadgang.
Myndighederne kan ikke længere sende post til afdødes digitale postkasse, men private virksomheder kan stadig sende til afdødes e-Boks og mit.dk, indtil postkasserne afmeldes. Den afdødes postkasse i e-Boks og mit.dk opbevares efter dødsfaldet og dokumenter fra det offentlige opbevares her i 5 år. Hvis afdøde benyttede e-Boks eller mit.dk til at modtage post fra private afsendere, som eksempelvis banker og forsikringsselskaber, forbeholder e-Boks og mit.dk sig ret til at slette dokumenter fra private afsendere 15 måneder efter dødstidspunktet.
Hvis du som efterladt ønsker adgang til afdødes Digital Post fra det offentlige, skal du udpeges som bobestyrer af Skifteretten. Herefter kan du anmode om adgang som bobestyrer.
Når din anmodning er godkendt får du adgang til afdødes Digital Post via din egen Digital Post i form af en læseadgang.
Dødsfald i udlandet
Sker et dødsfald i udlandet, er det de lokale myndigheder, der udfylder en dødsattest. Herefter skal du som pårørende kontakte den danske ambassade eller konsulat.
Ambassaden eller konsulatet kan hjælpe med råd og vejledning i forbindelse med evt. hjemtransport af kiste eller urne.
Du kan finde danske ambassader og generalkonsulater i udlandet på Udenrigsministeriets hjemmeside.
Ligbrænding i udlandet
Det kan være meget dyrt at få en afdød hjem i kiste, og derfor vælger mange en ligbrænding i det pågældende land - for senere at få urnen sendt til Danmark.
Forsikring
Hvis man er på et ferieophold eller på et andet kortere ophold i udlandet, kan man tegne en forsikring, som omfatter hjemsendelse af kiste eller urne ved dødsfald.
Kontakt rejsebureauet eller et forsikringsselskab for yderligere oplysninger om rejseforsikring.
Når lig skal transporteres til eller fra udlandet, skal der medfølge et særligt dokument (ligpas). Ved transport fra Danmark til udlandet skal ligpas udstedes af embedslægeinstitution, i København af Stadslægen. Ved transport her til Danmark skal ligpasset være udstedt af afsendelsesstatens kompetente myndighed. Der stilles særlige krav til udformningen af kisten, som skal være tæt og solid.
Ligpas kræves ikke ved
- transport af aske til eller fra udlandet
- transport af lig inden for Danmarks Riges grænser (ligpas kræves til Grønland, men ikke til Færøerne).