Sociale aktiviteter og fællesskaber
Savner du at være en del af et fællesskab? Vi kan hjælpe dig på vej mod den rette aktivitet for dig.
Et væld af muligheder
Der er mange aktiviteter for seniorer både i Randers midtby, i forstæderne eller i landområderne. Du kan fx bevæge dig sammen med andre til cirkeltræning for alle, til seniordans eller i en gågruppe. Måske har du lyst til at være kreativ fx i en strikke-café, i et træværksted eller i en nørkleklub. Det kan være, at du er mere til at spille kort, spille krolf eller spille banko. Uanset dine interesser så er der et fællesskab til dig. Aktiviteterne kan foregå på det lokale ældrecenter, i kirkens lokaler, i forsamlingshuset eller i den lokale idrætshal.
Få inspiration
Hvis du selv har mod på selv at lade dig inspirere til en aktivitet, så er hjemmesiden Socialkompas et godt sted at starte. På Socialkompas kan du søge på en interesse som fx sang. Du kan også indsnævre dine resultater ved at vælge en bestemt kategori af aktiviteter.
Du kan sagtens bare dukke op til en aktivitet, men det er altid en god ide at kontakte foreningen eller den frivillige tovholder, før du kommer.
Få vejledning
Har du lyst til at få hjælp til at finde det helt rette fællesskab til dig, kan du kontakte en af koordinatorerne i Team Frivillighed. De har særligt fokus på samarbejdet med frivillige og på at agere vejviser ind i fællesskaber for ældre borgere. De har et overblik over de mange aktiviteter for seniorer og kan desuden vejlede dig i transportmuligheder. Du finder koordinatorernes kontaktoplysningerne her:
Få en at følges med
Selv hvis man har fundet en interessant aktivitet, så kan det nogle gange føles svært at komme afsted til en aktivitet alene. Her kan koordinatorerne hjælpe dig med at få kontakt til en frivillig Følgeven, som kan følge dig til aktiviteten de første gange, indtil du er kommet godt i gang.