Mariehønsene flyver igen i Vangdalen

Små ’vilde’ projekter dukker op i boligorganisationerne, som administreres af RandersBolig. Blandt andet ved lejlighederne i Vangdalen, hvor biller og andre insekter er begyndt at krible frem igen.

”Jeg plejer næsten ikke at se nogle insekter her i området, men i år har jeg faktisk set en del,” siger Margrethe Stenbæk.

Hun sidder bag lejlighedsbygningerne i Vangdalen, hvor hun har boet det meste af sit liv, og i ’nogle-og-tyve-år’ har været formand for afdelingen. De sidste par år har hun i samarbejde med personalet gennemført forskellige tiltag, som skal forbedre forholdene for insekter og andre dyr: Der er strøet engblandinger ud med vilde blomster, og flere af de steder hvor græsset før var trimmet, har det fået lov at vokse højt og vildt. Området har også fået flere bærbuske og frugttræer.

”Der er også kommet et uglebo,” fortæller hun og fortsætter: ”Vi er blevet ret hooked på det. Børnene er vilde med frugttræerne, og at der er lidt flere grene, som får lov til at ligge i stedet for at blive kørt væk. Folk spørger også, om de må plukke de vilde blomster. Personligt er jeg meget glad for at have set mariehøns for første gang i mange år.”

De grønne tiltag giver plads til insekter og smådyr

Alle kan gøre lidt

Også i flere af de andre boligorganisationer, som administreres af RandersBolig, er der de seneste år kommet flere små tiltag, der skal øge biodiversiteten.

”Flere af vores afdelinger har områder, hvor de har sået vilde blomster og ladet græsset gro. Der er også nogle, som lader nedfaldne grene ligge,” siger Berit Rudbeck, der er udviklingskonsulent i RandersBolig.

Hun forklarer, at tiltagene er et ønske, som kommer fra beboerne selv.

”De seneste år er det blevet mere synligt for beboere og afdelingsbestyrelser, at alle kan gøre lidt i de nærområder, man bor i – også når man bor i en almen bolig. Samtidig har RandersBolig og boligorganisationerne godkendt en bæredygtighedsprofil, hvor klima, miljø og biodiversitet naturligvis også er i fokus.”

Et stort insekthotel

Henrik Andersen, som er lokalinspektør i Randers Boligforening af 1940, der er en af de boligorganisationer, som administreres af RandersBolig, peger på, at hvis man vil have mere biodiversitet i sin boligforening, er det en god idé at tænke over, hvor og hvordan man gør det.

”Jeg tror, det er vigtigt, at flertallet kan se sig selv i det, så tiltagene bliver ved med at have opbakning. Der skal f.eks. stadig være plads til fodboldbanen, da det er her børnene fra opgangene mødes,” siger han.

”Vi har bl.a. lavet nogle afgrænsede bælter med vilde blomster og højt græs helt tæt på indgangene til lejlighederne. Tanken er, at vi lader ’det vilde’ komme tæt på, men på en stille og rolig måde, så beboerne vænner sig til, at alt ikke er friseret længere.”

I Vangdalen summer Margrethe Stenbæk over, hvad de næste tiltag skal være:

”Jeg kunne virkelig godt tænke mig et stort insekthotel, men det skal nok ligge lidt væk fra vores udekøkken, så folk ikke bliver alt for forstyrret midt i middagen.”

3 tips til mere biodiversitet på fællesarealerne

  1. Research. Undersøg og overvej, hvordan I kan indføre biodiversitet hos jer. Søg evt. inspiration hos andre bolig- og ejerforeninger.
  2. Få naboer og personale med på idéen. Tal om det på jeres møder og læn jer op af driftspersonalet ift. hvordan det kan udføres i praksis.
  3. Klø på. Noget af det vigtigste for at få forandringer til at ske er, at der er mennesker, som brænder for det og tager opgaven på sig.

Kilder: Margrethe Stenbæk, afdelingsformand, Henrik Andersen, lokalinspektør, Randers Boligforening af 1940 og Berit Rudbeck, udviklingskonsulent i RandersBolig.