Tekstilaffald

Sådan kommer du af med dine gamle tekstiler.

Når du har tøj eller andre boligtekstiler, der skal smides eller som du ikke længere har brug for, så er det ikke ligegyldigt, hvordan du kommer af med det.

Du skal stille dig selv tre spørgsmål:

Er tøjet godt nok til at en anden godt kan bruge det?

Hvis ja, så skal du aflevere det i en klar sæk til en genbrugsbutik eller på genbrugspladsen i container nr. 25. Tøjet skal være rent og tørt. Så bliver det sorteret og kommer ud i en genbrugsbutik. Vi har mange i Randers – se nogle af dem.

Er tøjet eller boligtekstilet hullet, ødelagt, slidt eller plettet?

Så har du to forskellige muligheder at vælge i mellem. Allerførst skal det i en klar sæk, og det skal være rent og tørt.

Du kan aflevere det på genbrugspladserne i container nr. 36. Så sender vi tøjet til genanvendelse.

Alternativt kan du bestille afhentning af storskrald. Vi kommer i alle distrikter 11 gange om året.

Er dine gamle tekstiler forurenede eller beskidte?

Hvis tøjet eller tekstilerne er forurenede med jord, kemikalier, olier, madrester, maling, våde eller på anden måde beskidte, så skal det smides i restaffaldet. Selvom vi brænder restaffaldet og energiudnytter det, så er dette her den ringeste løsning, for vi skal betale for at komme af med det til forbrænding.

Det gør vi med dit tekstilaffald

Det indsamlede tekstilaffald fra de 4 genbrugsstationer i Randers kommune køres til vores aftager, hvor der foretages en manuel sortering: tøj der kan genbruges, frasorteres og sendes til direkte genbrug. Det gøres af miljøhensyn, da det først er efter tøj og tekstiler er så brugte at de ikke længere kan genbruges, at de sendes til genanvendelse.

Herefter sker der en optisk sortering af det genanvendelige tekstil, hvor der sorteres i fibertyper og farver, for at opnå den bedst mulige genanvendelse. Tøj og tekstiler, der enten er for beskidt eller vådt, sendes til forbrænding. Tekstiler, som ikke egner sig til genanvendelse, bliver også sendt til forbrænding.

Der bliver dog hele tiden fundet nye veje og metoder, sådan at mere og mere kan genanvendes, ikke kun til nye garner, men også til andre formål.

Det er ikke kun Randers, men hele Danmark har valgt at gå forrest i håndtering af tekstilaffald til genanvendelse. I 2025 skal alle lande i EU sortere tekstilaffald. Vi ved, at andre lande i EU følger med i de danske erfaringer, før de selv går i gang med at implementere tilsvarende ordninger.

Derfor gør det en forskel, når du sorterer dit tøj og andre tekstiler. Både i forhold til udvikling af nye teknologier og ikke mindst til gavn for både miljø og klima.