
Kor, bands og orkestre
Find forskellige kor, bands og orkestre i Randers Kommune.
Randers Big Band
Randers Big Band støttes af Randers Kommunes kultur- og fritidsudvalg. Gennem årene har Randers Big Band deltaget ved mange festivaler i både ind- og udland og rejst på koncertturnéer. Udover de mere almindelige big band-koncerter har bandet arrangeret en række workshops og koncerter med mange kendte både danske og udenlandske solister.
Randers Bykor
Randers Bykor er et blandet stort kor med 4 stemmegrupper. Koret har igennem mange år samarbejdet med Randers Kammerorkester og symfoniorkestrene i både Aarhus og Aalborg ved opførelser af større kor- og orkesterværker. Randers Bykor er en aktiv del af sammenslutningen Korby Randers.
Randers Politiorkester
Randers Politiorkester er et fanfare-/harmoniorkester og medlemmerne er såvel politiansatte som civile. Orkesterets repertoire strækker sig fra marchmusik til kirkemusik, operettemusik, tyrolermusik, swingmusik samt til diverse populære popmusiknumre.
Sangkraft Randers
Sangkraft Randers står bag en række tiltag, der støtter udbredelsen af sang i skoler og børnehaver, tilbyder sundhedssang til bl.a. ældre borgere og borgere med en hjerneskade og styrker talentudviklingen blandt unge sangere i kommunen. Tilbuddene til dig som borger omfatter bl.a. en årlig korcamp for børn, kor for demente og pårørende, kor for personer med erhvervet hjerneskade samt koncerter og sangevents. Sangkraft Randers er en selvejende institution med støtte fra bl.a. Randers Kommune.
Musisk Oplysnings Forbund (MOFNord)
MOFNord er et upolitisk oplysningsforbund, som drives af folk med en musisk baggrund.
I deres regi spiller Swingbanden (et bigband), FDF Seniorblæsere (et brass band) og Randers Jernbane Orkester (et harmoni orkester).