Ressourceforløb
Når Rehabiliteringsteamet indstiller til, at du får et ressourceforløb, starter det med, at du får tilknyttet en sagsbehandler, som koordinerer forløbet.
Ud fra Rehabiliteringsteamets indstilling laver du og din koordinerende sagsbehandler en detaljeret indsatsplan for forløbet. Planen beskriver, hvad I skal have fokus på, hvilke indsatser du skal i gang med samt i hvilken periode.
Formålet med indsatserne er at støtte dig i udvikling af dit funktionsniveau og i at bringe dig tilbage til - eller tættere på - arbejdsmarkedet. Indsatsplanen skal indeholde de konkrete mål og delmål, som er vigtige at arbejde med, for at du får det bedre, udvikler dig og kan arbejde videre med din arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet på sigt.
Et ressourceforløb varer fra ét til tre år. Der er mulighed for flere forløb. Inden ressourceforløbsperioden er afsluttet, skal Jobcenteret vurdere, om der er behov for, at din sag skal forelægges for Rehabiliteringsteamet igen eller om din sag efter udløb af ressourceforløbet overgår til anden indsats – herunder beskæftigelsesindsats.
Indsatsplan
Konkrete indsatser - tilbud og aktiviteter
De indsatser der kommer til at indgå i dit ressourceforløb, vil som hovedregel fremgå af din indstilling fra Rehabiliteringsteamet. Det kan også være noget som du og din koordinerende sagsbehandler vælger ud fra de tilbud, der er til rådighed for dig i et ressourceforløb.
Det kan bl.a. være indsatser i Randers Sundhedscenter, hvor der er mulighed for at deltage i sundhedsmæssige tilbud. Det kan være tilbud fra socialafdelingen, som kan støtte dig i de daglige udfordringer.
I forhold til beskæftigelsesdelen, kan et tilbud for eksempel være en virksomhedspraktik.
Samtaler med din koordinerende sagsbehandler
Under dit ressourceforløb har du regelmæssig kontakt med din koordinerende sagsbehandler. I skal have mindst fire samtaler i løbet af de første seks måneder af dit ressourceforløb - herefter indkaldes du løbende til samtaler. Formålet med samtalerne er at sikre, at dit forløb og din indsatsplan forløber efter planen, og at du hele tiden nærmer dig det overordnede mål.
Samtale med sundhedskoordinator
Hvis du får et beskæftigelsesrettet tilbud, som du ikke er tryg ved at deltage i, fordi du mener, at tilbuddet ikke tager tilstrækkeligt hensyn til din helbredsmæssige situation, har du mulighed for sammen med din koordinerende sagsbehandler eller jobformidler at deltage i en samtale med en sundhedskoordinator fra regionens kliniske funktion.
Hvis sundhedskoordinator vurderer, at Jobcenterets tilbud tager hensyn til din helbredsmæssige situation, skal du deltage i tilbuddet. Vurderer sundhedskoordinator, at Jobcenterets tilbud ikke tager hensyn til din helbredsmæssige situation, skal Jobcenteret tage stilling til om tilbuddet skal ændres eller om du skal have et andet beskæftigelsesrettet tilbud.
Personlig jobformidler
Hvis du ønsker det har du ret til personlig jobformidler. Den personlige jobformidler arbejder tæt sammen med dig og din koordinerende sagsbehandler.
Din personlige jobformidler har konkret viden om det lokale arbejdsmarked og skal sammen med dig finde det rette match i forhold til job eller uddannelse.
Der vil fra starten af dit ressourceforløb være fokus på lønnede timer, eventuelt i kombination med virksomhedspraktik.
Rettigheder og pligter når du er i et ressourceforløb
Ferie
Når du har modtaget ressourceforløbsydelse i 12 sammenhængende måneder, har du optjent ret til fem ugers ferie med ressourceforløbsydelse, som kan afholdes inden for de efterfølgende 12 måneder. Du kan have optjent ret til ferie med ressourceforløbsydelse indenfor de første 12 måneder af dit ressourceforløb – dette afhænger af din tidligere forsørgelse inden tildeling af ressourceforløb. Din koordinerende sagsbehandler kan vejlede dig nærmere herom.
Ferie skal aftales med og godkendes af din koordinerende sagsbehandler forud for afholdelse af ferien.
Barsel
Når du er i gang med et ressourceforløb og modtager ressourceforløbsydelse, har du ret til barsel.
Det betyder, at du har ret til at modtage ressourceforløbsydelse i den periode, du har fået bevilget ressourceforløb. Hvis du afholder barsel i denne periode, forlænger det din ressourceforløbsperiode.
Din medvirken
Det er et krav, at du medvirker aktivt i dit ressourceforløb og de indsatser, der indgår i forløbet.
Jobcenteret skal under dit ressourceforløb løbende vurdere, om du deltager aktivt og står til rådighed for dit ressourceforløb, og derved opfylder betingelserne for fortsat indsats og ydelse.
Nedenstående er situationer, som forpligter jobcenteret til at indstille til sanktion i din ydelse. Det betyder, at dette kan have indflydelse på din ydelse, og at der kan trækkes i din ydelse for de perioder, du ikke deltager i indsatser eller i nedenstående situationer.
- Hvis du ikke deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller anden lovgivning, som fremgår af rehabiliteringsplanens indsatsdel.
- Hvis du afslår tilbud, som du er henvist til.
- Hvis du udebliver fra en samtale.
- Hvis du ikke giver en melding om sygdom, mens du er i et tilbud/indsats.
- Hvis du ikke deltager aktivt i indsatser og tilbud - også efter justeringer af disse indsatser.
- Ved manglende selvbooking.
Kontakt Jobcenter Randers
Lovgrundlag
Rehabiliteringsteamet
Lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen mv.
Rehabiliteringsplanen
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Ressourceforløb
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Fleksjob
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
Tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende
Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats