Seniorjob
Læs om kriterierne for at få et seniorjob, og hvordan reglerne er med hensyn til ansøgning og ferie m.m.
Du har ret til seniorjob, hvis du:
- Er medlem af en a-kasse
- Er ledig
- Har opbrugt din ret til dagpenge (også en evt. ret til at forlænge dagpengeperioden)
- Højst har 5 år tilbage før efterlønsalderen på det tidspunkt, du har opbrugt din samlede dagpengeperiode
- Har ret til efterløn når efterlønsalderen indtræder
- Fortsætter dit medlemskab af a-kassen
- Står til rådighed for henvist arbejde.
Vær opmærksom på, at der i ansøgningen skal vedlægges dokumentation fra din a-kasse.
Du kan tidligst søge om seniorjob 3 måneder før din samlede dagpengeperiode udløber.
Du har først krav på et seniorjob 2 måneder efter kommunen har modtaget din ansøgning.
Det er derfor vigtigt, at du søger senest 2 måneder før din samlede dagpengeperiode udløber. Hvis du søger senere, risikerer du en periode uden indtægt.
Du skal søge senest 2 måneder efter din samlede dagpengeperiode udløber, ellers mister du retten til seniorjob.
Du skal søge om seniorjob i den kommune du bor i.
Hvis du flytter til en anden kommune, efter du er ansat i seniorjob, kan du vælge at blive i dit oprindelige seniorjob eller søge om et andet seniorjob i den kommune, du flytter til.
Du skal søge ved den nye kommune, senest samme dag, hvor du afslutter dit oprindelige seniorjob.
Du kan tidligst søge 3 måneder før du flytter.
Kommunen fastsætter arbejdsområde og jobindhold i samarbejde med dig. Ansættelsen sker inden for kommunens område (en kommunal arbejdsplads) og løn og ansættelsesforhold følger den overenskomst, der gælder for det ansættelsesområde, du ansættes inden for, samt Randers Kommunes personalepolitikker.
Har du været fuldtidsforsikret, har du ret til et seniorjob på fuld tid. Har du været deltidsforsikret, har du ret til et seniorjob på 30 timer om ugen.
Selv om du har ret til et seniorjob på fuld tid, kan du, hvis dit arbejdssted er indstillet på det, godt vælge at arbejde på nedsat tid og dermed til en tilsvarende lavere løn.
Afslår du et rimeligt tilbud om seniorjob, kan du miste retten til dette.
Når du er ansat i seniorjob, kan du ikke få feriedagpenge fra din A-kasse, idet denne ret er på betingelse af, at man har ret til arbejdsløshedsdagpenge.
Som ansat i seniorjob optjener du feriepenge på lige fod med andre ansatte til brug i efterfølgende ferieår.
Kompensation
Hvis du modtager kompensation, når du skal holde ferie og ikke har optjent feriegodtgørelse (fra tidligere arbejdsgivere) - så har du ret til kompensation under din ferie.
Du skal give besked til kommunen om ferie med kompensation senest dagen før feriens begyndelse.
Din ret til ferie med kompensation afhænger af, hvornår du har ret til seniorjobbet:
- Ret til seniorjob fra 1/5 – 31/7: 15 feriedage
- Ret til seniorjob fra 1/8 – 31/12: 10 feriedage
- Ret til seniorjob fra 1/1 – 30/4: 5 feriedage
- Det efterfølgende ferieår: op til 25 feriedage.
Mens du arbejder i seniorjobbet, skal du:
- være til rådighed for formidlet arbejde
- have et aktivt CV på jobnet – sikres ved at tjekke jobforslag min. hver 12. uge
- være tilmeldt jobcentret som arbejdssøgende.
Du er ikke omfattet af reglerne om samtaler eller krav om jobsøgning.
Hvis du får ordinær beskæftigelse, bevarer du din ret til seniorjob ved efterfølgende ledighed, indtil du har genoptjent ret til arbejdsløshedsdagpenge.
Bliver du ledig igen, uden at have optjent dagpengeret, skal du søge om seniorjob igen. Ansøgningen skal være modtaget af kommunen senest 2 måneder efter ophør i det ordinære job.
Kommunen har herefter 1 måned til at anvise et seniorjob til dig.
Hvis du ikke får et seniorjob den dag, du har ret til det, vil du få en kompensation fra kommunen, indtil der er fundet et seniorjob til dig. Kompensationen svarer til det beløb, du får i dagpenge.
Hvis du har indtægter i perioden med kompensation, vil de blive modregnet.
Afslår du et rimeligt tilbud om seniorjob, kan du miste retten til kompensation.
Seniorjobbet ophører dagen inden, du når efterlønsalderen.
Seniorjobbet ophører også, hvis du udmeldes af a-kassen eller mister retten til efterløn.
Seniorjobbet ophører, hvis du afslår et tilbud om ordinært arbejde.