Røg – hvad skal du være opmærksom på?
Når du tænder op i brændeovnen eller brænder haveaffald af, kan det give røg, som kan genere dine naboer. Det er derfor vigtigt at vide, hvordan du fyrer korrekt – og hvad der er lovligt.
Røg
Der kan være flere grunde til, at din fyring giver meget røg:
- Brændet er for vådt:
Brændet skal være helt tørt for at brænde rent. Vådt træ giver meget røg. - Du brænder andet end rent træ:
Hvis du fyrer med affald, malet eller trykimprægneret træ som for eksempel paller, have hegn, planker udvikles der sundhedsskadelige stoffer og dårlig lugt. Derfor er det ulovligt og straffes med bøde. - Din skorsten virker ikke optimalt:
Hvis skorstenen er for lav, eller der ikke er nok træk, kan røgen blive hængende og give gener i området.
Afbrændingsregler
Afbrænding af haveaffald er ulovligt og straffes med bøde startende ved 1.000 kr.
Skal du lave bål skal du være sikker på at overholde reglerne
- Du må altid tænde et lille bål (under 80 cm i diameter) med rent, tørt og ubehandlet træ, hvis det ikke generer naboerne, og du overholder afstands- og brandregler.
- Ved særlige lejligheder som Sankthansaften kan større bål tillades, hvis reglerne overholdes.
Hvordan kan jeg klage over røggener?
Er du generet af naboens afbrænding er en god ide først at prøve at snakke med dem, der brænder af, og gøre dem opmærksom på røggenerne. Det kan mange gange løse problemet. Hvis det ikke hjælper, kan du klage til kommunen.
Klager skal være skriftlige.