Fritidspædagogisk strategi
Den fritidspædagogiske strategi angiver den overordnede retning for det fritidspædagogiske arbejde i Randers Kommunes fritidshjem og SFO’er.
Fritidspædagogisk strategi
Fritidstilbud spiller en afgørende rolle i børns og unges trivsel, udvikling og evne til at indgå i fællesskaber. Den fritidspædagogiske strategi understøtter, at fritidsområdet får en tydelig og prioriteret plads i kommunens samlede indsats for børn og unge
Den fritidspædagogiske strategi angiver den overordnede retning for det fritidspædagogiske arbejde i Randers Kommunes fritidshjem og SFO’er. SFO’er og fritidshjem indretter deres fritidspædagogiske indsatser i tråd med Randers Kommunes børne- og ungepolitik og børne- og læringssyn samt nærværende fritidspædagogiske strategi. Det er ambitionen, at strategien skal fungere som et redskab til at sikre, at alle børn og unge i Randers Kommune oplever fritidsmiljøer af høj kvalitet, der giver plads til både personlig udvikling og fællesskab. Det betyder, at SFO’er og fritidshjem tilrettelægger indsatser indenfor nedenstående tre strategiske indsatsområder.
- Fællesskaber for alle: Fritidspædagogisk arbejde handler om, at det pædagogiske personale bevidst arbejder for at skabe gode relationer til børnene og styrke fællesskaber, leg, fantasi samt børnenes personlige og sociale udvikling. Konkret kan der arbejdes med dette ved at have fokus på differentierede fritidstilbud, så alle børn har mulighed for at deltage i aktiviteter, hvor de trives og udvikler sig personligt og socialt.
- Medindflydelse: Børns stemmer skal høres. Den pædagogiske tilgang og de konkrete aktiviteter i SFO-eller klubtilbuddene tager afsæt i børn og unges perspektiv. De skaber rammer for medbestemmelse og demokratisk forståelse, hvor alle børn og unge oplever at kunne bidrage og have en værdifuld plads i fællesskabet. Konkret kan der arbejdes med dette ved at have fokus på, at børnenes stemmer kan ses afspejlet i fritidstilbuddets aktiviteter og indretning.
- Bevægelse og sundhed for alle: De fysiske miljøer skaber gode rammer for leg, bevægelse, kreativitet, fordybelse og forskellige deltagelsesmuligheder. Konkret kan der arbejdes med dette ved at have fokus på bevægelsesaktiviteter, herunder på motorisk udvikling, sundhed og kropsbevidsthed.
Strategiens betydning og fokus
Den fritidspædagogiske strategi fremhæver fritidsområdets unikke styrker i forhold til børns og unges udvikling. Særligt i fritidsmiljøerne opstår der rum for at etablere nye samværsformer, skabe relationer på tværs af grupper og arbejde med inklusion i praksis. Strategien anerkender, at fritidsområdet ikke blot er et supplement til folkeskolen, men en væsentlig medspiller i arbejdet med børns og unges trivsel og læring.
Strategiens tre indsatsområder – fællesskaber for alle, medindflydelse og bevægelse og sundhed – er udviklet med et ønske om at styrke de elementer, der bidrager mest til kvaliteten i det fritidspædagogiske arbejde. Gennem fokus på differentierede tilbud, børns medbestemmelse og fysisk aktivitet kan fritidsområdet skabe rammer, der styrker både børn og unge og de samlede børnefællesskaber i kommunen.
Arbejdet med strategien sætter ikke kun lys på fritidsområdets kerneopgaver, men bidrager også til et klart fokus på, hvordan fritidsområdet kan understøtte de mål, der allerede arbejdes med i andre arenaer – herunder folkeskolen – og samtidig give børn og unge en stemme og et sted, hvor de kan udvikle sig i trygge rammer.