Vejledning til unge 16-24 år
UU Randers tilbyder uddannelsesvejledning til unge i alderen 16-24 år samt unge i alderen 25-29 år.
Din UU-vejleder kan f.eks. hjælpe dig med:
- Vejledning om uddannelse
- Uddannelsesplaner (hvis du er under 18 år, skal du følge din uddannelsesplan)
- Målgruppevurdering til FGU
- Hjælp til jobsøgning
- Afklaring af spørgsmål om dit fremtidige arbejdsliv
- Vejledning om SU
- Information om ophold i udlandet
- Mulighed for at blive bevidst om dine egne styrker og udfordringer
- Du kan lære, hvordan du præsenterer dig selv bedst muligt overfor en arbejdsgiver eller andre
- Ulønnet praktik i forbindelse med afklaring af uddannelsesvalg
- Viden om dine muligheder.
Din vejleder kan hjælpe med at give dig et solidt grundlag for at vælge ungdomsuddannelse med udgangspunkt i dine muligheder og ønsker. Du bliver orienteret om uddannelsessystemet og mulighederne på arbejdsmarkedet og får hjælp til at søge og anvende tilgængelig information. Din vejleder står til rådighed for dig, og du kan spørge om alt i forbindelse med uddannelse, erhverv, praktik m.m.
Du finder navn og kontaktoplysningerne på din vejleder på siden "Vejledere".
UU varetager også ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Denne uddannelse er tilrettelagt for unge udviklingshæmmede og unge der af fysiske eller psykiske grunde ikke kan gennemføre en anden ungdomsuddannelse.
Uddannelsen henvender sig til unge under 30 år og indeholder undervisning på skole, praktisk træning og praktikophold i virksomheder eller institutioner.
For at komme i gang skal man henvende sig til en af vores vejledere. Du er også altid velkommen til at kontakte UU-centret i Randers.
Pligt til uddannelse, job eller anden aktivitet
Unge under 18 år har pligt til at være i uddannelse, job eller i gang med uddannelsesrelevante aktiviteter.
Du opfylder uddannelsespligten:
- Hvis du er i fuldtidsuddannelse
- Hvis du er i privat uddannelse
- Hvis du er i lønnet beskæftigelse mindst 18 timer pr. uge
- Hvis du er i forpraktik el. trainee-forløb
- Hvis du er i et tilbud efter Lov om aktiv beskæftigelsesindsats.
Ovenstående skal være aftalt mellem dig, forældremyndighedsindehaver og Ungdommens Uddannelsesvejledning samt skrevet i din uddannelsesplan.
Du opfylder pligten ved at følge din uddannelsesplan.
Overholdes pligten ikke kan det medføre at udbetaling af ungeydelsen stoppes.