Ansøgning om boligindretning
Du kan søge om boligindretning, hvis du pga. en funktionsnedsættelse oplever problemer i din bolig.
En ændring af din bolig kan være fjernelse af dørtrin eller udvidelse af døråbning. Det kan også være store ændringer i boligen, som kræver bistand fra arkitekt og flere håndværkere.
Du ansøger om boligindretning ved at udfylde den formular, der linkes til herunder. Det kræver MitID at udfylde formularen. I formularen skal du udfylde:
- Personoplysninger
- Information om dine helbredsforhold
- En aktivitets- og funktionsanalyse, herunder de ønskede ændringer i dit hjem
- Samtykke og tro og loveerklæring.
Du kan evt. vedhæfte dokumentation for din funktionsnedsættelse i formularen.
Ansøgningsformularen er delt op i flere dele, og du kan først komme videre til næste del, når du har udfyldt alle de obligatoriske felter i den del, du er i gang med.
Du har mulighed for at gemme din ansøgning undervejs, så du kan færdiggøre den senere.
Vær opmærksom på
Du kan få hjælp til indretning af din bolig efter lov om social service § 116, hvis din fysiske og/eller psykiske funktionsevne vurderes til at være varigt nedsat. Ændringen være absolut nødvendig for at gøre boligen bedre egnet for dig.
Du kan ikke få støtte til en boligindretning, blot fordi den nuværende indretning er uhensigtsmæssig.
Hvis boligindretningen har karakter af istandsættelse eller modernisering, kan der ikke ydes støtte. Du kan ikke forvente at få støtte til en boligindretning, der er iværksat før ansøgning og bevilling.
En boligindretning bliver din ejendom, og du skal som udgangspunkt selv bestille og betale for drift, vedligehold og reparationer.
Frit valg
Du kan frit vælge materialer og håndværker til den boligindretning, du har fået bevilget. Ved valg af andre materialer skal disse leve op til de krav, som du vil modtage fra kommunen. Ved væsentlige afvigelser i materialer og ved valg af anden håndværker vil du som udgangspunkt selv overtage ansvaret for at arbejdet lever op til de krav, som kommunen har opsat. Håndværkeren skal være faguddannet og momsregistreret. Du kan højest få refunderet udgiften med et beløb svarende til den pris, kommunen kunne få ændringen lavet til hos sin leverandør. En eventuel merudgift til den bevilgede ændring skal du selv betale.
Reetablering
Bor du i ejerbolig, kan du ikke få reetableret boligindretningen. Bor du i lejebolig, er kommunen forpligtet til at indgå aftale om reetablering. Hvis du vælger andre materialer, skal du selv afholde evt. yderligere udgifter til reetablering i din lejebolig.
Sådan behandler vi din ansøgning
Læs om, hvordan vi behandler din ansøgning.
Hvis du ønsker at vide mere om processen og indholdet i en boligindretningssag, kan du besøge DUKH's hjemmeside – Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet.
Din ansøgning om boligindretning bliver behandlet efter lov om social service § 116.
Har du brug for et andet hjælpemiddel?
Har du brug for et andet hjælpemiddel end det, der er beskrevet ovenfor?
Se oversigten over de forskellige hjælpemidler, du kan søge om.