Høreapparater fra privat leverandør
Høreapparatbehandling i privat regi foregår enten i godkendte butikker, der sælger høreapparater, eller hos ørelæger som er autoriseret til at sælge høreapparater.
Inden du kan få et høreapparat, skal du kontakte en praktiserende ørelæge for at få foretaget en høreundersøgelse.
Du kan vælge at få dit høreapparat hos en godkendt privat leverandør, hvis du er over 18 år. Hvis du får dit høreapparat hos en godkendt privat leverandør, kan du få tilskud til høreapparater og høreapparatbehandling fra Region Midtjylland. Tilskuddet dækker din betaling helt eller delvist, alt efter hvilken løsning du vælger.
Hvis du vil behandles hos en privat leverandør, får du en blanket af ørelægen, der dokumenterer, at du har ret til tilskud til høreapparatbehandling. Du skal selv bestille tid hos den private leverandør.
Tilskuddet til høreapparat hos privat forhandler er i 2025:
- høreapparat på 1. øre på op til 4.458 kr.
- høreapparat på 2. øre på op til 2.430 kr.
Du skal selv betale merprisen, hvis det bliver dyrere.
Tilskuddet kan maksimalt udgøre de faktiske omkostninger og afhænger ikke af din indkomst. Udbetaling af tilskud finder sted mellem forhandleren af høreapparatet og regionen. Tilskuddet reguleres hvert år af Sundheds- og Ældreministeriet.
Du ejer selv høreapparatet og skal ikke levere det tilbage.
For pensionister er der i nogle tilfælde mulighed for at få helbredstillæg fra bopælskommunen til hel eller delvis dækning af en eventuel egenbetaling, der ligger udover det regionale tilskud. Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til den private klinik eller borgerservice i din kommune.
Hvis høreapparatet går i stykker
Da dit høreapparat er udleveret hos en godkendt privat klinik, er det underlagt købelovens almindelige bestemmelser om reklamation og garanti. Du skal derfor henvende dig der, hvis høreapparatet går i stykker.
Kontakt evt. din private forsikring.
Udskiftning af høreapparat
Du kan udskifte dit høreapparat hvert fjerde år ved at kontakte din audiologiske klinik eller butik.
Du kan få skiftet dit høreapparat ud, før de fire år er gået, hvis:
- din hørelse bliver markant forværret.
- du har fået legemlige forandringer eller slitage, som gør det umuligt at anvende høreapparatet.
Ved denne problemstilling kontakter du din privat praktiserende ørelæge.
Bestilling af batterier og andre brugsdele
Ved behov for nye brugsdele fx. filter og domes, skal det sted der stod for udlevering af dine høreapparater kontaktes.
Hvis du har brug for batterier, plastslange eller Tubelock til dit høreapparat, kan du få disse udleveret hos Hørecenter Midt.
Hvis dit høreapparat er fra Oticon, kan du også bestille batterier, plastslange eller Tubelock med direkte levering på Oticons hjemmeside.