Støttekontaktperson (SKP)

Formålet med SKP-ordningen (støttekontaktperson-ordningen) er at have en opsøgende og udadgående funktion.

Støttekontaktperson-ordningen er målrettet de mest socialt udsatte og isolerede psykisk sårbare, stof- og alkoholmisbrugere samt hjemløse (SEL § 99) over 18 år, som almindeligvis ikke gør brug af, eller ikke kan gøre brug af de allerede eksisterende tilbud. For så vidt angår sindslidende er målgruppen ikke snævert afgrænset til personer med egentlige psykiatriske diagnoser.

SKP-medarbejderens opgave er at skabe og opbygge kontakt til borgeren og medvirke til, at borgeren støttes til at modtage de tilbud om omsorg og støtte, som Randers Kommune og andre myndigheder tilbyder.

Borgeren er ikke nødvendigvis kendt af de sociale myndigheder på forhånd og der er således ikke tale om en visiteret ordning.

SKP-medarbejderen kan endvidere støtte borgeren i at benytte samfundets tilbud og de sociale hjælpesystemer, i det omfang borgeren har behov for disse.

SKP-medarbejderen kan bistå borgeren i kontakten med myndighederne og omverdenen.

Borgeren tilbydes og sikres anonymitet.

Hvor henvender jeg mig?

Alle kan henvende sig, når man selv ønsker hjælp, eller hvis man vil gøre opmærksom på et andet menneske, man er bekymret for. Det kan være naboer, pårørende, boligforeninger, viceværter, læger m.v.

Vi opsøger og tilbyder borgeren hjælp forskellige steder. Det kan være i egen bolig, på gaden, på bænke, i parker og andre samlingssteder. Når kontakten er opnået, tilbyder vi planlagte besøg, hvor borgeren end må ønske det.

Vi kan tilbyde og sikre borgeren retten til anonymitet. Det kan i nogle tilfælde være helt afgørende for overhovedet at kunne opnå kontakt, at der er mulighed for at være anonym. I forhold til den opsøgende indsats er muligheden for anonymitet personens garanti for, at dennes privatliv krænkes mindst muligt.