Til fagprofessionelle
Nikotinfri Ungdom ønsker at samarbejde med frontpersonale for at øge antallet af henviste borgere til kommunens gratis nikotin -og rygestopforløb.
Nikotinfri Ungdom opfordrer til, at personalet på Regionshospitalet Randers, praktiserende læger, tandlæger, apotekspersonale samt kommunale frontmedarbejdere henviser til kommunens tilbud om gratis nikotin -og rygestopforløb, når de møder borgere/patienter/elever, som ryger eller bruger andre nikotinprodukter.
Ved hjælp af rekrutteringsmetoden Very Brief Advice (VBA) kan du henvise til nikotin- og rygestop på kun 30 sekunder:
- Spørg om borgeren ryger eller bruger nikotinprodukter
- Rådgiv om, at det er nemmere at blive fri af røg og nikotin med professionel hjælp og nikotinerstatningsprodukter
- Henvis til at borgeren kan sende en SMS med teksten KVIT til 1910, hvis de ønsker hjælp til at blive røg- eller nikotinfri. Herefter vil de blive kontaktet af en nikotinrådgiver fra Randers Sundhedscenter
Hvorfor bruge VBA metoden:
- Mange der bruger et nikotinprodukt ønsker at stoppe (3 ud af 4), men ved ikke, at den bedste måde at blive nikotinfri på, er ved at få hjælp til det
- Halvdelen af dem der gerne vil stoppe, ønsker hjælp til det.
- Kommunerne har gode og effektive nikotin og - rygestoptilbud, men har svært ved at rekruttere til tilbuddene.
- VBA er en rekrutteringsmetode udviklet til frontmedarbejdere, som via jobbet møder borgere, der bruger nikotinprodukter
Formålet:
- at møde borgeren positivt og anerkendende
- at skabe kendskab til stoptilbuddene og deres gode effekt
- at henvise borgeren til konkrete stoptilbud, hvis borgeren ønsker det.
Frontmedarbejdere, der bruger VBA, skal vide:
- at det ikke er jeres opgave at overbevise borgeren om at gå i gang med et stop
- I skal forvente, at mange vil sige nej tak
- at selvom borgeren takker nej til et tilbud, så har I stadig gjort et godt stykke arbejde og plantet et frø i borgeren