Aktiviteter der styrker motorikken
Få inspiration til at hjælpe dit barn med at få en rigtig god motorik, som styrker selvværdet og legen med andre børn.
For et barn i skolealderen er det vigtigt at have de grundlæggende motoriske færdigheder på plads – at kunne løbe, hoppe med samlede ben, cykle, slå kolbøtter, kaste og gribe en stor bold, tegne og klippe, tage tøj på selv, klatre op i et træ, gå på balancebom, stå på et ben og hinke. Gode motoriske færdigheder gør det nemmere at lege med andre. De styrker også barnets selvværd.
Som forælder kan du hjælpe dit barn til at få en rigtig god motorik. Det gør du ved at støtte og udfordre med mange forskellige lege og fysiske aktiviteter.
Det er godt for børn at være i naturen. Gå f.eks. tur i skoven og gerne op og ned af bakker og skrænter. Tag en tur til vandet og gå med bare tæer i sandet eller leg "Jorden er giftig" og hop fra sten til sten. Tag en tur i svømmehallen eller på cykeltur. Udnyt de udendørs legepladsers faciliteter, f.eks. gynger, balancebomme, rutsjebane og trampolin. Al bevægelse gavner børns motoriske udvikling - og jo større alsidighed, jo bedre.
Det er også godt for børn at gå til faste idrætsaktiviteter. Gymnastik er en af de sportsgrene, der styrker de motoriske færdigheder rigtig godt. Men det vigtigste er at finde en aktivitet, barnet kan lide.
Herunder finder du mange forslag til aktiviteter og øvelser. Ikke alle er nødvendigvis aktuelle for lige netop dit barn. Her kan sundhedsplejersken guide jer til, hvad der ville være godt at træne for dit barn.