Rejsepolitik

Randers Kommunes rejsepolitik fra 2007 omfatter økonomiudvalget og de stående udvalgs deltagelse i rejser.

Rejsepolitikken omfatter økonomiudvalget og de stående udvalgs deltagelse i rejser.

En rejse forstås i denne rejsepolitik som en aktivitet, som strækker sig over flere dage, og hvor alle medlemmer af det pågældende udvalg er inviteret til at deltage.

Byrådsmedlemmers deltagelse i kurser, konferencer, seminarer og lignende er ikke omfattet af rejsepolitikken.

Formålet med rejsepolitikken

Byrådet ønsker at sikre økonomiudvalget og de stående udvalg mulighed for, gennem rejser til andre byer i eller uden for Danmark, at få faglig inspiration til gavn for udviklingen af Randers Kommune.

Byrådet ønsker tillige at skabe gennemsigtighed og åbenhed om udvalgenes rejseaktiviteter.

Kompetence til at beslutte rejseaktiviteter

Kompetencen til at beslutte, at et udvalg vil foretage en rejse, ligger hos udvalget selv.

Beslutning om at udvalget vil foretage en rejse skal optages som et åbent punkt på dagsordenen for udvalget.

En udvalgsbeslutning om foretagelse af en rejse skal indeholde en beskrivelse af det overordnede faglige formål med rejsen.

Afrapportering

Efter rejsen skal der udarbejdes en rapport om rejsens forløb mht. de faglige aktiviteter og de samlede udgifter.

Rapporten skal forelægges udvalget på et efterfølgende møde efter rejsen.

Finansiering af rejser

Rejseudgifterne skal afholdes inden for udvalgets konto til møder, rejse og repræsentation.

Hvis et udvalg tilbydes en betalt rejse af en privat virksomhed eller lign. kan udvalget deltage, hvis rejsens formål klart er fagligt relevant. Det er endvidere en betingelse, at rejsen er uforpligtende for kommunen, og at den ikke medfører, at udvalget må anses for inhabilt ved en afgørelse, der er eller skal træffes i relation til den pågældende virksomhed.

Udvalgene kan overføre overskud eller underskud på kontoen fra det ene år til det næste.

Rejsegodtgørelse og forplejning

Det forudsættes, at der ved rejser stilles gratis logi til rådighed for rejsedeltagerne, hvorfor der ikke skal godtgøres for logi.

Ved en beslutning om en udvalgsrejse kan udvalget vælge imellem følgende muligheder for godtgørelse af øvrige udgifter for rejsedeltagerne:

Der ydes rejsegodtgørelse til rejsedeltagerne

Der kan ydes rejsegodtgørelse til rejsedeltagerne efter de af Skatterådet hvert år fastsatte satser, som er fritaget for beskatning.

Satsen for 2007 er 429 kr. pr døgn, idet beløbet reduceres med i alt 75 %, hvis rejsedeltagerne får stillet fri kost til rådighed (morgenmad, frokost og aftensmad). Godtgørelsessatserne reduceres med 15 %, 30 % og 30 % for fri morgenmad, fri frokost og fri aftensmad.

Det resterende beløb - 107,25 kr. pr. døgn - udgør herefter lommepenge til rejsedeltagerne.

Al forplejning betales af udvalgets rejsekonto, og der udbetales "lommepenge"

Hvis udvalget beslutter at al forplejning betales af udvalgets rejsekonto indebærer dette, at rejsedeltagerne alene får udbetalt lommepenge med den af Skatterådet fastsatte sats (107,25 kr. pr. døgn).