Handleplan for sundhedspolitikken 2023-2026
Det gode liv - fra ord til handling.
Randers Kommunes Sundhedspolitik 2023-2026 blev godkendt af Byrådet i februar 2023. Sundhedspolitikken sætter retning for den samlede sundhedsindsats i Randers Kommune. Sundhedspolitikkens overordnede mål er at mindske den sociale ulighed i sundhed og sygdom og skabe rammerne for det gode liv for alle borgere i Randers Kommune.
Dette handleplanskatalog ”Det gode liv – fra ord til handling” giver et samlet overblik over de konkrete initiativer, handlinger og fokusområder, som understøtter sundhedspolitikkens mål.
I figuren fra Sundhedspolitik 2023-2026 illustreres et samlet overblik over sundhedspolitikkens fokus og prioriterede indsatsområder samt tilgangene i arbejdet mod at mindske den sociale ulighed i sundhed ved at skabe rammerne for det gode liv for alle borgere i Randers Kommune.
Handleplanskataloget er udviklet på baggrund af workshops og i dialog med alle relevante fagområder.
Handleplanen er et dynamisk dokument, der opdateres løbende og minimum én gang årligt i forbindelse med en status på, hvordan sundhedspolitikkens ord omsættes og løftes til handling.
Børn og unge
Tidlig helhedsorienteret forebyggelse
Nikotinfri ungdom
Vi vil skabe nikotinfrie miljøer alle de steder, hvor børn og unge færdes i Randers Kommune, herunder grundskoler, ungdomsskolen, ungdomsklubber, fritids- og idrætsforeninger mv. Aktiviteter vil blive udviklet, men kan bl.a. være inddragende møder med Skolerådet, skolebestyrelser, bestyrelser og trænere i fritidsforeninger, SoMe-kampagner, aktiviteter rettet mod familieinvolvering. Der vil være fokus på involvering af børn og unge i arbejdet.
Der nedsættes tværgående styre- og arbejdsgruppe fra udvalgte fagområder med ansvar for at udarbejde et beslutningsoplæg.
Fælles om ungelivet
Fælles om ungelivet har en vision om, at danske unge skal have et godt ungeliv, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Programmet har fokus på forældre og andre voksne omkring teenagere og deres rolle for at være kulturskabere og kulturbærere. Programmet åbner for næste fase medio 2024, hvor Randers Kommune ønsker at blive en del af programmet.
Etablering af Børneidræt Randers
Forvaltningen vil etablere et tværgående netværksforum omkring idræts, leg og bevægelse for børn. Netværket skal bestå af en række forskellige interessenter og understøtte en alsidig udvikling af børns muligheder for at dyrke idræt i Randers og fremme deres kropslige forudsætninger. [se Implementeringsplan for Fritids- og Idrætspolitik 2023-2026]
Styrke fokus på søvnvejledning og forældreoplysning
Sundhedsplejen vil kompetenceudvikle medarbejdere, så de er bedre klædt på til at vejlede om søvn. I arbejdet med søvnvejledning vil der være et fokus på forældreoplysning og samarbejdet med dagtilbud, skole og Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden vil blive udviklet mht. søvnvejledning og forældreoplysning herom.
Udvikling af arbejdet med overvægt på børne- og voksenområdet
Sundhedsplejen og Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden vil påbegynde en proces for udvikling af indsatser og arbejdet med overvægt blandt børn og voksne. Bl.a. med et familiefokus. Arbejdet vil koble sig på arbejdet i arbejdsgruppen vedr. fælles overvægtsindsats i Midtjylland.
Trivsel og fællesskab
ABC for Mental Sundhed (aktivitet, fællesskab, meningsfuldhed)
ABC for Mental Sundhed er en måde at arbejde med en fælles tilgang til, hvordan den mentale sundhed styrkes. ABC for Mental Sundhed er en forskningsbaseret sundhedsfremmende indsats og tilgang. Tilgangen bidrager med konkrete råd til, hvad man selv kan gøre for at styrke den mentale sundhed og sætter rammerne for en række meningsfulde fællesskaber, aktiviteter og arrangementer. Gennem A) aktivitet, B) fællesskab og C) meningsfuldhed kan vi forbedre og styrke vores mentale sundhed.
Som en del af implementeringen af Sundhedspolitik 2023-2026 vil Randers Kommune indgå et partnerskab med ABC for Mental Sundhed og implementere ABC-tankegangen i arbejdet med at fremme mental sundhed på alle relevante fagområder. Første fase i implementeringen handler om at udbrede ABC for Mental Sundhed som en fælles tilgang til at fremme mental sundhed frem for at implementere egentlige indsatser.
Kulturbaserede fællesskaber for børn og unge
Kulturområdet vil understøtte og facilitere kulturbaserede fællesskaber, der kan have en sundhedsfremmende effekt. F.eks. Randers Museums Billedskole, Teaterskolen, Ungekulturhus, skabe samlingssteder for unge i landdistrikterne. Konkretisering af handlinger og aktiviteter kan ses i Implementeringsplan for Kulturpolitik 2023-2026.
Sang for småbørn
Sang hjælper det lille barn med at mærke og udtrykke følelser, lære at indgå i sociale sammenhænge og understøtter sprogindlæringen. Kulturområdet vil gå i dialog med Sundhedsplejen om, hvordan et sangtilbud til forældre/småbørn kan implementeres som en del af Familieiværksætterne.
Aktiv brug af naturen i lokalområder gennem Udeskole
Udvikling, Miljø og Teknik vil arbejde mere systematisk med at sprede gode erfaringer med Udeskole. I Udeskole vil naturvejlederne øge kendskabet til, hvordan man aktivt kan bruge naturen sit lokalområde.
Cykling
Udvikling, Miljø og Teknik vil styrke cykelstier og indsatser der understøtter at flere cykler, uanset alder, i Randers Kommune. Eksempelvis i forbindelse med etablering af sikker skolevej og gennem cykelkampagner.
Et fælles ansvar
Indføre BørnUngeLiv
BørnUngeLiv er spørgeskemaer til elever og forældre som kan anvendes til at få konkret viden om børns trivsel og sundhed. Der er mulighed for at indsamle viden om en lang række temaer, heriblandt søvn, trivsel, sundhed og fritid.
Sundhedsplejen afprøver BørnUngeLiv på udvalgte årgange i skoleåret 2023/2024.
Borgere med kronisk sygdom
Tidlig forebyggelse
Sundhedstjek og -samtaler på arbejdspladser, der indgår i et samarbejde om en sundhedsfremmende indsats
Som del af Sundhedshøjskolens indsats med Sundhed og trivsel på arbejdspladser vil Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden fremadrettet tilbyde sundhedstjek og -samtaler til medarbejderne på arbejdspladserne. Sundhedstjekket vil bl.a. indeholde en måling af vægt, fedtprocent, blodtryk og taljemål. Sundhedstjek og den opfølgende samtale har til formål at opspore borgere med risiko for at udvikle en kronisk sygdom og henvise dem til deres praktiserende læge samt udarbejde den rette indsats for arbejdspladsen på baggrund af data.
Kompetenceudvikle medarbejdere på arbejdsmarkedsområdet ift. sundhed
Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden og arbejdsmarkedsområdet vil indgå et samarbejde om, hvordan medarbejdere på arbejdsmarkedsområdet kan kompetenceudvikles til i højere grad at henvise til indsatserne i Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden. Ligeledes arbejdes der på, hvordan samarbejdet kan styrkes mht. de indsatser Jobcentret har til sygemeldte borgere.
Udviklingsindsatser på tværs af sundhed og socialområdet
Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden og socialområdet vil samarbejde om at udvikle indsatser, der kompetenceudvikler medarbejdere med borgerkontakt til, hvordan sundhed naturligt kan integreres i måden hvorpå borgeren mødes.
Udvikle tilbuddet Afklarende sundhedssamtaler
Afklarende sundhedssamtaler er en indsats i Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden til borgere med en eller flere kroniske sygdomme, der ønsker at arbejde med sundhed.
Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden vil udvikle tilbuddet så flere får mulighed for at henvise til det. Samarbejdspartnere kan f.eks. være de øvrige enheder i sundhed og arbejdsmarkedsområdet.
Sundhedsuge
Socialområdet har gennem Sundhedsfremme- og forebyggelsespuljen 2023 modtaget bevilling til at afprøve koncept for en sundhedsuge for borgerne på socialområdet. Socialområdet vil afsøge muligheden for at afholde en lignende uge årligt med erfaringer fra afprøvningen i 2023.
Sammenhæng for borgerne
Brobygning til foreningslivet efter endt kommunal indsats
I Rehabiliteringsenheden og Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden ses et behov for at hjælpe borgere videre ud i en forening efter endt forløb. Der indledes et samarbejde med fritidsområdet om at ansætte en koordinator, der kan hjælpe borgere ud i relevante foreninger og fællesskaber.
Implementere brugen af Social Kompas
Social Kompas er en digital platform, som samler sociale frivillige tilbud, så borgere har lettere adgang til relevante tilbud, som kan hjælpe dem. Det undersøges om oprettelsen af et lokalt socialt kompas i Randers Kommune skal implementeres som et redskab til at understøtte brobygning til frivilligområdet.
Tilgængelige tilbud for alle borgere
Udvikle og implementere en differentieringsmodel
Rehabiliteringsenheden vil udvikle og implementere en differentieringsmodel til borgere med en genoptræningsplan, så borgerne tilbydes en tilpasset indsats efter deres behov og sundhedskompetence.
Sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden vil indføre screening og differentiering ift. sundhedskompetence i relevante indsatser.
Brugerundersøgelse i Sundhed med fokus på tilgængelighed i Randers Sundhedscenter
Brugerundersøgelsen vil bl.a. undersøge hvordan borgerne oplever at kunne finde rundt i Randers Sundhedscenter samt hvordan de oplever at blive mødt af medarbejderne. Særligt fokus på sundhedskompetence.
ABC for Mental Sundhed
Se afsnittet: ABC for Mental Sundhed (aktivitet, fællesskab, meningsfuldhed) under Børn og Unge.
Kulturvitaminer
Randers Kommune har tidligere haft tilbuddet Kulturvitaminer til sygemeldte borgere med stress, angst og depression. Kulturområdet vil undersøge om tilbuddet Kulturvitaminer kan genoptages.
Skovrejsning som fremmer sundhed
Udvikling, Miljø og Teknik vil som del af Strategi for skovrejsning rejse skov, der tilgodeser forskellige brugeres behov og sikre god adgang til skovene.