Styrelsesvedtægt for Randers Kommune
Kapitel Ⅰ - Byrådet
§ 1. Randers Byråd består af 31 medlemmer.
Stk. 2. Byrådet vælger en borgmester og en første og anden viceborgmester, jf. § 6 i lov om kommunernes styrelse (i det følgende kaldet styrelsesloven).
§ 2. De nærmere regler om forberedelse, indkaldelse og afholdelse af byrådets møder fastsættes i byrådets forretningsorden (i det følgende kaldet forretningsordenen), jf. styrelseslovens § 2.
Kapitel ⅠⅠ - Borgmesteren
§ 3. De nærmere regler om borgmesterens opgaver i forbindelse med byrådets møder fastsættes i forretningsordenen, jf. styrelseslovens §§ 8 og 30.
§ 4. Borgmesteren varetager de funktioner som øverste daglige leder af kommunens samlede administration, der fremgår af styrelseslovens kapitel IV.
Stk. 2. Borgmesteren drager omsorg for, at der om sager, der hører under et udvalgs område, indhentes de nødvendige erklæringer fra udvalget, inden byrådet træffer beslutning i sagen.
Stk. 3. Borgmesteren påser sagernes ekspedition, herunder at de ekspederes uden unødvendig forsinkelse. Borgmesteren kan af udvalgene og de ansatte forlange enhver oplysning om sager, der er underlagt dem, og om sagernes ekspedition.
§ 5. Borgmesteren drager omsorg for, at ingen udgift afholdes eller indtægt oppebæres uden fornøden bevilling, og at udgifter og indtægter bogføres i overensstemmelse med de af Økonomi- og Indenrigsministeriet og byrådet fastsatte regler. Finder borgmesteren, at en disposition ikke har haft bevillingsmæssig hjemmel, forelægges spørgsmålet for byrådet.
Kapitel Ⅲ - Nedsættelse af udvalg og almindelige regler om disses virksomhed mv.
§ 6. Følgende udvalg nedsættes:
- Økonomiudvalget
- Miljø- og teknikudvalget
- Erhvervs- og planudvalget
- Børne- og familieudvalget
- Skole- og uddannelsesudvalget
- Socialudvalget
- Beskæftigelsesudvalget
- Omsorgsudvalget
- Sundheds-, idræts- og kulturudvalget
- Landdistriktsudvalget.
§ 7. For hvert udvalg føres en beslutningsprotokol, hvori udvalgets beslutninger indføres. Beslutningsprotokollen underskrives efter hvert møde af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Ethvert af disse medlemmer kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen og ved sager, der af udvalget skal fremsendes til anden myndighed, kræve, at denne samtidig gøres bekendt med indholdet af protokollen. Det pågældende medlem kan ved sagens fremsendelse ledsage denne med en begrundelse for sit standpunkt.
§ 8. Hvis et stående udvalg agter at foretage dispositioner, der berører et andet udvalgs område, skal der inden iværksættelsen forhandles med dette udvalg, i fornødent omfang med inddragelse af økonomiudvalget og borgmesteren, jf. styrelseslovens §§ 18 og 31a.
§ 9. De stående udvalg drager omsorg for, at bevillinger og rådighedsbeløb, der er tildelt udvalget, ikke overskrides. Udvalgene foretager indstilling til byrådet gennem økonomiudvalget, hvis yderligere bevillinger er ønskelige eller nødvendige.
Kapitel Ⅳ - Økonomiudvalget
§ 10. Økonomiudvalget består af borgmesteren, der er formand for udvalget, samt 8 af byrådets øvrige medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af de anliggender, der er underlagt det i medfør af styrelseslovens § 18, § 21 og kapitel V.
Stk. 3. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af kommunens administrationsområder.
Udvalget fastsætter regler for borgmesterens og administrationens behandling af personalesager.
Stk. 4. Udvalget varetager kommunens økonomiske planlægning og har ansvaret for kommuneplanlægningen samt for en samordnet løsning af kommunens planlægningsopgaver. Udvalget fastlægger de fælles planforudsætninger og bistår de stående udvalg med tilvejebringelse af det nødvendige grundlag for udvalgenes planlægningsopgaver. Udvalget fastsætter generelle forskrifter for planernes tilvejebringelse. Udvalget drager omsorg for udarbejdelse af økonomiske konsekvensvurderinger af de udarbejdede planforslag og foretager indstilling til byrådet om planforslagene. Udvalgets erklæring indhentes om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, inden sagen forelægges byrådet til beslutning.
Stk. 5. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af
- internationale relationer
- tværgående opgaver, som ved byrådets beslutning henlægges under udvalgets område
- borgerservice
- eventsekretariatet.
Stk. 6. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om kommunens kasse- og regnskabsregulativ, jf. styrelseslovens § 42.
Stk. 7. Udvalget forhandler i fornødent omfang med et stående udvalg inden iværksættelsen af foranstaltninger af væsentlig betydning for det pågældende udvalg.
Stk. 8. Udvalget har ansvaret for, at der er en administrativ organisationsplan og en IT-organisation, der tilgodeser, at kommunens ressourcer udnyttes bedst muligt, samt at der kan være en effektiv kommunikation forvaltningerne imellem, således at alle har adgang til de oplysninger, der er behov for.
Stk. 9. Udvalget er ansvarlig for, at der ydes sekretariatsbistand til tværgående råd og nævn.
§ 11. Økonomiudvalget fastsætter regler om
- indberetninger fra den kommunale administration med henblik på udvalgets udøvelse af budget- og bevillingskontrol, jf. § 12,
- i hvilket omfang kommunens værdier skal forsikres
- samordning af kommunens indkøb.
§ 12. Økonomiudvalget fører tilsyn med
- at forvaltningen af økonomiske midler sker i overensstemmelse med byrådets beslutninger og i øvrigt på forsvarlig måde
- at forvaltningen af kommunens kasser og kommunens regnskabsføring er forsvarlig
- at de på årsbudgettet meddelte bevillinger og rådighedsbeløb samt de ved særlig beslutning bevilgede beløb ikke overskrides uden byrådets samtykke,
- at kommunens arkivalier opbevares på betryggende måde, jf. arkivlovens § 8
- løn- og ansættelsesforhold for personale i selvejende institutioner, jf. styrelseslovens § 67.
Kapitel Ⅴ - De stående udvalg
§ 13. Miljø- og teknikudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på det tekniske og miljømæssige område, herunder opgaver vedrørende:
- naturbeskyttelse
- miljøbeskyttelse
- administration af og tilladelser efter planloven og byggeloven
- vejvæsen
- kollektiv trafik
- taxikørsel
- renovation og genbrug
- spildevandsafledning
- vandløb
- vandforsyning
- varmeforsyning
- udlejning af landbrugsarealer, kolonihaveområder og bygninger, der ikke anvendes til kommunale formål
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område
- drift og vedligeholdelse af
- affaldshåndteringsanlæg
- grønne og rekreative områder herunder parker, der ikke ved denne vedtægt eller byrådets beslutning er henlagt under noget andet udvalgs område
- kommunale kirkegårde
- kommunale flyvepladser
- kommunale færger og færgelejer
- kommunale bygninger og anlæg, som ikke ved denne vedtægt eller byrådets beslutning er henlagt under noget andet udvalgs område.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner for de i stk. 2 omtalte og eventuelle andre tekniske og miljømæssige områder i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- takster, ejerstrategier m.m. for forsyningsvirksomheder
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 14. Erhvervs- og planudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver på det udviklingsmæssige område herunder opgaver vedrørende:
- fysisk planlægning, jf. dog § 10, stk. 4 om kommuneplanlægningen
- køb og salg af fast ejendom
- klima og energi
- byudviklingsprojektet ‘Byen til Vandet’
- erhvervsudvikling m.v.
- turisme
- støttet boligbyggeri.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet, og når det følger af lovgivningen, via økonomiudvalget om:
- kommuneplan, lokalplaner og sektorplaner for de i stk. 2 omtalte og eventuelle andre udviklingsmæssige områder i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- køb og salg af fast ejendom.
§ 15. Børne- og familieudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens pædagogiske opgaver i forhold til børn og unge, samt sociale opgaver i relation til børn, unge og deres familier, herunder opgaver vedrørende:
- dagpleje og daginstitutioner
- døgninstitutioner for børn og unge
- forebyggende foranstaltninger til udsatte børn og unge
- krisecenter
- fritidshjem og klubber
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsarbejder inden for udvalgets område
- drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer under udvalgets område bortset fra den del af vedligeholdelsen, som ved byrådets beslutning henlægges under miljø- og teknikudvalget.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner inden for børne- og familieområdet i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 16. Skole- og uddannelsesudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens skole og uddannelsesmæssige opgaver i forhold til børn og unge, herunder opgaver vedrørende:
- folkeskoler, skolefritidsordninger og ungdomsskolen
- samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne
- unges påbegyndelse og fastholdelse af ungdomsuddannelse
- helhedsplan for Nordbyen
- uddannelsesvejledning for unge
- pædagogisk og psykologisk rådgivning
- SSP-samarbejde
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsarbejder inden for udvalgets område
- drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer under udvalgets område bortset fra den del af vedligeholdelsen, som ved byrådets beslutning henlægges under miljø- og teknikudvalget.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner inden for skole- og uddannelsesområdet i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 17. Socialudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedrørende den sociale indsats herunder:
- rådgivning, vejledning og visitation af børn, unge og voksne handicappede bortset fra visitation til daginstitutions- og skoletilbud
- døgninstitutioner for handicappede børn og unge
- drift af særlige daginstitutioner og fritidstilbud for handicappede børn og unge
- døgninstitutioner og botilbud, beskæftigelses- og aktivitetstilbud til voksne handicappede
- undervisningstilbud til voksne handicappede
- kontaktperson- og ledsageordninger for handicappede
- socialpsykiatrisk indsats i forhold til svært sindslidende
- forsorgshjem og herberger
- behandling af alkoholskader og forebyggelse af alkoholmisbrug
- narkobehandling og forebyggelse af narkotikamisbrug
- samarbejde med andre kommuner og Region Midtjylland om rådgivning og tilbud til handicappede og socialt udstødte
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- samarbejdet med og støtte til frivillige sociale organisationer
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsarbejder inden for udvalgets område
- drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer inden for udvalgets område bortset fra den del af vedligeholdelsen, som ved byrådets beslutning henlægges under miljø- og teknikudvalget.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner inden for udvalgets område i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 18. Omsorgsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver i relation til ældre, herunder opgaver vedrørende:
- visitation på omsorgsområdet
- områdecentre og plejeboliger m.v.
- praktisk bistand og pleje til ældre – herunder rehabiliteringsforløb og hjemmesygepleje m.v.
- hjælpemidler
- aktiviteter og træningstilbud til ældre
- madservice – herunder drift af køkken
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- sundhedsaftale, herunder udvikling af det nære sundhedsvæsen
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsopgaver inden for udvalgets område
- drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer inden for udvalgets område bortset fra den del af vedligeholdelsen, som ved byrådets beslutning henlægges under miljø- og teknikudvalget.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner inden for udvalgets område i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 19. Beskæftigelsesudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedrørende den arbejdsmarkedsrettede indsats herunder:
- overordnet arbejdsmarkedspolitik og -strategi
- overordnet samspil med arbejdsmarkedets parter (herunder De regionale beskæftigelsesråd (RAR), Forum for Erhverv, Vækst og Arbejdsmarked (EVA), Arbejdsmarkedsstyrelsen, 6-byerne m.v.)
- den arbejdsmarkedsrettede indsats over for forsikrede og uforsikrede ledige
- sygedagpengeområdet
- revalideringsområdet
- borgere i ressourceforløb
- tilkendelse af førtidspension
- integrationsindsatsen og Sprogskolen
- etablering af egne aktiviteter eller indgåelse af aftaler med eksterne aktører på området
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- kontante ydelser i relation til den arbejdsmarkedsrettede indsats
- drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer inden for udvalgets område bortset fra den del af vedligeholdelsen, som ved byrådets beslutning henlægges under miljø- og teknikudvalget
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsarbejder inden for udvalgets område.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner inden for udvalgets område i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10 stk. 4
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag til bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 20. Sundheds-, idræts- og kulturudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens sundheds-, idræts- og kulturopgaver herunder opgaver vedrørende:
- sundhedsfremme og forebyggelse for alle borgere i kommunen (herunder sundhedshus)
- kommunens medfinansiering af regionens sundhedsudgifter
- sundhedspleje
- tandplejen, herunder omsorgstandpleje og specialtandpleje
- forebyggende patientrettede rehabiliteringsforløb og genoptræning efter sundhedslovens § 140
- bidrage til forskning inden for sundhedsområdet, jævnfør sundhedsloven
- høre- og synssamarbejdet, herunder visitation
- teater- og musikforhold, herunder kulturinstitutioner og musikskolen
- folkeoplysningsområdet
- kultur-, idræts- og fritidsforeninger
- udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme til foreninger mv.
- svømmehaller og friluftsbade
- camping- og lejrpladser
- offentlige legepladser og rekreative arealer, som ved byrådets beslutning henlægges under udvalgets område
- samarbejde med private og selvejende institutioner inden for udvalgets område
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsopgaver inden for udvalgets område
- drift og vedligeholdelse af bygninger, anlæg og arealer inden for udvalgets område bortset fra den del af vedligeholdelsen, som ved byrådets beslutning henlægges under miljø- og teknikudvalget.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- sektorplaner inden for udvalgets område i samarbejde med økonomiudvalget, jf. § 10, stk. 4
- regler for udlån og udleje af lokaler i kommunale ejendomme til kultur- og fritidsformål
- regler for tilskud til foreninger
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder under udvalgets område.
§ 21. Landdistriktsudvalget består af 7 medlemmer.
Stk. 2. Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af kommunens opgaver vedrørende landdistrikter, herunder opgaver vedrørende:
- landdistriktsudvikling
- bosætningsforhold i landdistrikterne
- by- og områdefornyelse samt pulje til indsats mod dårlige boliger
- tilskud til LAG-projekter
- initiering, implementering og koordination af konkrete udviklingsprojekter inden for udvalgets opgaveområde
- samarbejde med offentlige og private operatører og aktører inden for udvalgets opgaveområde
- virksomhed som byggeudvalg for bygge- og anlægsopgaver inden for udvalgets område.
Stk. 3. Udvalget udarbejder forslag og foretager indstilling til byrådet om:
- landdistriktspolitik
- andre planer eller politikker inden for udvalgets opgaveområde
- anlægsplaner, programoplæg, byggeprogram og dispositionsforslag for bygge- og anlægsarbejder inden for udvalgets område.
Kapitel Ⅵ - Borgerrådgiverfunktion
§ 22. Der etableres en borgerrådgiverfunktion, som administreres direkte under byrådet.
Stk. 2. Borgerrådgiverfunktionen skal yde vejledning og rådgivning til borgerne inden for de af byrådet fastsatte rammer herfor og skal bistå byrådet med dettes tilsyn med kommunens administration.
Stk. 3. Byrådet ansætter og afskediger lederen af borgerrådgiverfunktionen og fastsætter nærmere regler for dennes virksomhed.
Kapitel Ⅶ - Vederlag mv.
§ 23. Næstformanden for økonomiudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk 2. Formanden for miljø- og teknikudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 3. Formanden for børne- og familieudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 4. Formanden for socialudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 5. Formanden for omsorgsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 6. Formanden for beskæftigelsesudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 7. Formanden for sundheds-, idræts- og kulturudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 8. Formanden for landdistriktsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 9. Formanden for udviklingsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 10. Formanden for skole- og uddannelsesudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 18,51 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, som udgør 3,28 pct. af borgmesterens vederlag.
Stk. 11. Formanden for børn- og ungeudvalget, der nedsættes efter § 18 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, oppebærer et vederlag, som udgør 11,42 pct. af borgmesterens vederlag. Næstformanden for udvalget oppebærer et vederlag, der udgør 2,39 pct. af borgmestervederlaget.
Stk. 12. Formanden for folkeoplysningsudvalget oppebærer et vederlag, som udgør 1,52 pct. af borgmesterens vederlag, dog oppebærer formanden ikke vederlag, såfremt han samtidig er formand for sundheds-, idræts- og kulturudvalget.
Kapitel Ⅷ - Stedfortrædere
§ 24. Bestemmelsen i den kommunale styrelseslovs § 15, stk.2, fraviges således, at stedfortræder for et byrådsmedlem indkaldes ved medlemmets forfald af de grunde der er nævnt i styrelseslovens § 15, stk. 2, uanset om hindringen har en kortere varighed end en måned.
Stk. 2. Når et udvalgsmedlem har forfald af de grunde som er nævnt i styrelseslovens § 15, stk. 2, kan den gruppe, som har indvalgt medlemmet, bestemme, at et andet medlem indtræder i udvalget, så længe hindringen varer, uanset om hindringen har en kortere varighed end 1 måned jf. styrelseslovens § 28, stk. 2. Medlemmet skal så vidt muligt give valggruppen meddelelse om sit fravær for at fremme gruppens muligheder for at lade et andet medlem indtræde i udvalget.
Stk. 3. Hvis det forventes, at et udvalgsmedlem vil blive erklæret inhabil i forhold til en sag, der skal behandles i et udvalg, kan den gruppe, der har indvalgt medlemmet, bestemme, at et andet medlem i givet fald indtræder i udvalget ved sagens behandling, jf. styrelseslovens § 28, stk. 3. Medlemmet skal så vidt muligt give valggruppen meddelelse om den mulige inhabilitet for at fremme gruppens muligheder for at lade et andet medlem indtræde i udvalget.
Kapitel Ⅸ - Ændringer i vedtægten
§ 25. Denne vedtægt er vedtaget den 1. januar 2007. Efterfølgende ændringer er indført i styrelsesvedtægten, og sidste ændring er vedtaget af Randers Byråd på møder den 21. marts og 25 april 2022.
Stk. 2. Forslag til ændringer i og tillæg til denne vedtægt skal undergives to behandlinger i byrådet med mindst 6 dages mellemrum.