Børne- og familieudvalgets forretningsorden
Vedtaget på børne- og familieudvalgets møde den 9. april 2024
Udvalgets møder
§ 1. Udvalgets møder er ikke offentlige.
Stk. 2. Udvalget kan tillade, at personer ansat i kommunens tjeneste overværer møderne med henblik på varetagelse af sekretariatsfunktioner for udvalget, eller fordi udvalget finder det ønskeligt af hensyn til en sags oplysning. Disse personer kan overvære såvel udvalgets forhandlinger som afstemninger.
Udvalget kan tillade, at andre personer herunder byrådsmedlemmer overværer møderne i det omfang, det er ønskeligt af hensyn til en sags oplysning. Disse personer kan kun overvære udvalgets forhandlinger men ikke eventuelle afstemninger.
Stk. 3. Borgmesteren har ret til at deltage i udvalgsmøder uden stemmeret.
§ 2. Udvalget træffer for hvert regnskabsår beslutning om, hvornår udvalgets ordinære møder afholdes, medmindre byrådet har fastlagt dette i en samlet mødekalender for alle udvalg og byrådet.
Stk. 2. Er et udvalgsmedlem forhindret i at deltage i et udvalgsmøde, meddeler medlemmet dette til formanden inden mødets afholdelse.
Stk. 3. Ud over de ordinære møder holder udvalget møder, når formanden finder det fornødent, eller et flertal af udvalgets medlemmer anmoder om det.
Udsendelse af dagsorden og sagernes fremlæggelse
§ 3. Formanden foranlediger, at der så vidt muligt senest 4 hverdage inden et ordinært møde sendes en dagsorden til hvert udvalgsmedlem.
Stk. 2. Når en sag er optaget på dagsordenen for et ordinært møde, skal det fornødne materiale til sagens bedømmelse - medmindre det forinden er tilsendt udvalgsmedlemmerne - så vidt muligt være tilgængeligt elektronisk i mindst 3 hverdage inden mødet.
Stk. 3. Ved indkaldelse til ekstraordinært møde giver formanden i videst muligt omfang udvalgsmedlemmerne underretning om de sager, der skal behandles på mødet.
Stk. 4. Dersom et udvalgsmedlem senest 8 dage forud for et ordinært møde skriftligt har anmodet om behandling af en sag, sætter formanden sagen på dagsordenen for førstkommende møde.
Stk. 5. Byrådsgrupper, der ikke har et medlem i et udvalg, kan i væsentlige spørgsmål aflevere forslag til udvalgsformanden til behandling på førstkommende udvalgsmøde. Byrådsgrupper, der ikke har et medlem i et givet udvalg, kan i væsentlige spørgsmål aflevere et skriftligt ændringsforslag til et punkt på en udvalgs-dagsorden til udvalgsformanden i rimelig tid (2 døgn) forud for sagens behandling i udvalget.
Beslutningsdygtighed
§ 4. Udvalget er beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede.
Stk. 2. Alle beslutninger træffes ved stemmeflertal.
Stk. 3. Der kan ikke træffes beslutning i sager, som ikke er optaget på dagsordenen, medmindre alle tilstedeværende medlemmer er enige herom.
Stk. 4. Ethvert medlem kan standse udførelsen af en beslutning, der er truffet af udvalget, ved på mødet at erklære, at medlemmet ønsker sagen indbragt til afgørelse af byrådet. Dette gælder dog ikke afgørelser, der ved lovgivningen er henlagt til udvalgets endelige afgørelse.
Inhabilitet
§ 5. Udvalget træffer beslutning om, hvorvidt et medlem har en sådan særlig interesse i en sag, at medlemmet er inhabil og derfor udelukket fra at deltage i udvalgets forhandlinger og beslutning i sagen.
I bekræftende fald skal medlemmet forlade lokalet under udvalgets forhandlinger og beslutning i sagen. Medlemmet er dog ikke afskåret fra at deltage i udvalgets forhandling og beslutning om, hvorvidt det pågældende medlem er inhabil i sagen.
Stk. 2. Et medlem skal underrette formanden, hvis der foreligger forhold, der kan give anledning til tvivl om medlemmets habilitet.
Stk. 3. Hvis det forventes, at et udvalgsmedlem vil blive erklæret inhabil i forhold til en sag, der skal behandles i et udvalg, kan den gruppe, der har indvalgt medlemmet, bestemme, at et andet medlem i givet fald indtræder i udvalget ved sagens behandling, jf. styrelseslovens § 28, stk. 3. Medlemmet skal så vidt muligt give valggruppen meddelelse om den mulige inhabilitet for at fremme gruppens muligheder for at lade et andet medlem indtræde i udvalget.
Formanden, mødeledelse mv.
§ 6. Formanden - eller i dennes fravær næstformanden - leder udvalgsmøderne og træffer bestemmelse i alle spørgsmål vedrørende forhandlingernes ledelse og iagttagelse af god orden under mødet.
Enhver der ønsker ordet, markerer dette ved håndsoprækning, og formanden giver ordet til medlemmerne i den rækkefølge, hvori de har begæret det.
Stk. 2. Skønner formanden på grundlag af drøftelsen i udvalget, at en sags udfald er utvivlsomt, oplyser formanden, hvorledes han/hun opfatter udvalgets beslutning. Dersom intet medlem herefter forlanger afstemning, anses sagen for afgjort i overensstemmelse med formandens konklusion.
Stk. 3. Formanden kan på udvalgets vegne afgøre sager, som ikke tåler opsættelse eller ikke giver anledning til tvivl.
Stk. 4. Ethvert medlem af udvalget kan for dette indbringe ethvert spørgsmål om formandens virksomhed, og formanden skal meddele udvalget de oplysninger, dette forlanger. Formanden er i enhver henseende undergivet udvalgets beslutninger.
Stk. 5. Ethvert medlem er forpligtet til foreløbig at rette sig efter formandens afgørelse med hensyn til forståelsen af forretningsordenens bestemmelser, men spørgsmålet kan indbringes for udvalget på dettes næste møde.
Beslutningsprotokol
§ 7. Udvalgets beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der efter hvert møde underskrives af de medlemmer, som har deltaget i mødet.
Formanden tilkendegiver, hvad der skal indføres.
Stk. 2. Ethvert medlem kan forlange sin afvigende mening kort tilført beslutningsprotokollen. Orientering herom skal gives til alle medlemmer under mødet enten mundtligt eller skriftligt. Ethvert medlem kan ved sager, der skal fremsendes til et andet udvalg, byrådet eller en anden myndighed kræve, at modtageren gøres bekendt med indholdet af protokollen. Medlemmet kan endvidere kræve, at sagen ved fremsendelsen ledsages af en begrundelse for medlemmets afvigende standpunkt, og formanden skal i så fald fastsætte en frist for medlemmets aflevering af skriftlig begrundelse.
Stk. 3. I beslutningsprotokollen anføres for hvert enkelt møde og punkt, hvilke medlemmer der har været fraværende.
Ændringer i forretningsorden
§ 8. Forretningsordenen træder i kraft straks, når den er vedtaget af børne- og familieudvalget, og gælder, indtil børne- og familieudvalget måtte beslutte andet. Ændringer i og tillæg til denne forretningsorden skal behandles i 2 ordinære udvalgsmøder.