Bliv hjælper til valget

I forbindelse med valg er der brug for frivillige hjælpere (valgtilforordnede), der skal være med til at sikre, at valghandlingen foregår korrekt.

Betingelsen for at blive hjælper til valget (valgtilforordnet) er, at du har ret til at stemme til valget.

Hvis du melder dig som hjælper, skal du møde ind på valgstedet kl. 08.00 og blive der, indtil stemmerne er talt op. Det betyder også, at du ikke må forlade valgstedet i løbet af dagen, og det er derfor også vigtigt, at du husker at brevstemme inden valgdagen.

I løbet af valgdagen kan du som hjælper komme til at løse opgaver som at:

  • modtage valgkort
  • udlevere stemmesedler
  • sørge for, at vælgerne lægger stemmesedlen i en stemmeurne og ikke tager den med ud af lokalet
  • kontrollere, at stemmerummene er klar til den næste vælger
  • at der ikke er skrevet noget på plakater eller andetsteds i stemmerummene.

Herudover skal du naturligvis også deltage i optællingen af stemmer.

Du vil få mere at vide om din specifikke opgave i forbindelse med valget, når vi nærmer os valgdagen.

Som hjælper vil du modtage en skattepligtig diæt på 880 kr. (2 x 440 kr.). Der vil herudover være gratis forplejning i løbet af dagen.

Hvis du melder dig som hjælper, skal du være opmærksom på, at der er tale om en lang dag, og at arbejdet først slutter, når stemmerne er talt op. Du skal derfor kunne holde til at være på i et meget langt tidsrum.

Du skal selv sørge for transport til og fra valgstedet.

At være hjælper til valget er borgerligt ombud, og du forpligter dig derfor til at hjælpe, hvis der bliver brug for din hjælp.