Forskrift om midlertidige aktiviteter

§1 Formål

Formålet med denne forskrift er at begrænse miljøgener i forbindelse med visse midlertidige aktiviteter.

Igennem forskriften gives retningslinjer til projektejere og entreprenører for, hvordan miljøgener begrænses.

Ifølge denne forskrift er det ikke nødvendigt at anmelde midlertidige aktiviteter, medmindre projektet er kommunalt.

Hvis forskriften ikke kan overholdes, er det muligt at ansøge om dispensation. Forskriften fritager ikke fra at søge om tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning.

§2 Gyldighed og anvendelsesområde

Forskriften anvendes i Randers Kommune ved både private og erhvervsmæssige midlertidige aktiviteter i forbindelse med:

  • Bygge- og anlægsarbejde herunder renovering, vejarbejde og sporarbejde
  • Nedrivningsaktiviteter
  • Bygningsfacadebehandling
  • Overfladebehandling af fritstående stålkonstruktioner eller andre større fritstående konstruktioner.

Forskriften gælder også ved aktiviteter, der naturligt knytter sig til, følger af eller forekommer i forbindelse med aktiviteterne, og som medfører miljøgener. Det er for eksempel:

  • Transport og af- og pålæsning af materialer og affald
  • Opstilling og nedtagning af stilladser
  • Musik til arbejdet.

Da offentlige midlertidige aktiviteter skal kunne påklages, er de ikke omfattet af denne forskrift. Randers Kommune kan til enhver tid ændre eller ophæve forskriftens bestemmelser.

§3 Ophævelse af anmeldepligt

Denne forskrift ophæver projektejers pligt til at anmelde midlertidige aktiviteter i Randers Kommune, når aktiviteterne kan overholde forskriftens bestemmelser.

Hvis forskriftens bestemmelser ikke kan overholdes, skal der indsendes en ansøgning om dispensation til Randers Kommune (se §7 Dispensation).

§4 Definitioner

Projektejer: Den person eller virksomhed, som har iværksat aktiviteten og har juridisk ansvar herfor.

Entreprenør: Den person eller virksomhed, som udfører arbejdet og er ansvarlig for aktiviteten.

Miljøgener: Støj, støv, vibrationer og lignende.

Midlertidige aktiviteter: Aktiviteter, som ophører efter en begrænset periode.

Almindeligt generende midlertidige aktiviteter inkluderer blandt andet:

  • Af- og pålæsning af byggematerialer, affald m.m.
  • Opstilling og nedtagning af stillads
  • Brug af elektrisk og almindeligt håndværktøj
  • Arbejdskørsel.

Særligt generende midlertidige aktiviteter inkluderer blandt andet:

  • Sandblæsning og anden overfladeafrensning
  • Nedramning af spuns, pæle og lignende
  • Nedrivning og nedknusning
  • Skærende og slibende aktiviteter, f.eks. betonskæring - asfaltskæring - metalskæring.

§5 Begrænsning af miljøgener

Det skal sikres, at omgivelserne generes mindst muligt af støj, støv, vibrationer og lignende fra aktiviteterne.

Miljøgenerne skal begrænses ved at vælge de mest optimale maskiner, arbejdsmetoder, arbejdstider og den optimale indretning af arbejdspladsen.

Randers Kommune kan forlange dokumentation for, at de valgte maskiner og arbejdsmetoder er de mest skånsomme for omgivelserne med hensyn til miljøgener.

Randers Kommune kan forlange, at der anvendes alternative maskiner og arbejdsmetoder for at begrænse miljøgener.

Tilladte arbejdstider

Type af aktivitet

Mandag-fredag

Lørdag

Søndag og helligdage

Almindeligt generende

07.00-18.00

08.00-14.00

Ikke tilladt

Særligt generende

07.00-18.00

Ikke tilladt

Ikke tilladt

Se §4 Definitioner for eksempler på henholdsvis almindeligt og særligt generende aktiviteter.

§7 Dispensation

Randers Kommune kan i særlige tilfælde give dispensation fra forskriftens bestemmelser. Dette kan ske på baggrund af miljømæssige, sikkerhedsmæssige, samfundsmæssige, trafikale eller byggetekniske forhold.

En ansøgning om dispensation skal sendes til Randers Kommune, Industrimiljø, senest 2 uger før en aktivitet ønskes igangsat.

Randers Kommune kan i forbindelse med dispensation fastsætte særlige vilkår til arbejdets udførelse.

Aktiviteten må først startes efter, at der er meddelt dispensation.

§8 Orientering af naboer

Projektejer eller entreprenør skal skriftligt orientere naboer til byggepladsen og andre berørte parter om arbejdet, hvis:

  • det inkluderer aktiviteter, som er særligt generende
  • hvis kommunen har givet dispensation fra forskriftens bestemmelser.

Orienteringen givet til naboer skal forevises til kommunen, hvis denne efterspørger det.

§9 Overtrædelse af forskriften

Randers Kommune fører tilsyn med forskriftens overholdelse.

Overtrædelse af denne forskrift, eller afgørelser truffet i henhold til forskriften, kan straffes med bøde, jævnfør Bekendtgørelse nr. 844 af 23. juni 2017 om miljøregulering af visse aktiviteter, §24, medmindre højere straf er forskyldt efter øvrig lovgivning.

§10 Klager

Afgørelser truffet efter denne forskrift kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Afgørelser truffet efter denne forskrift kan prøves ved domstolene. Søgsmålet skal være anlagt senest 6 måneder efter, at afgørelsen er meddelt.

§11 Administrative afgørelser

I tilfælde af tvivl afgør Randers Kommune, om en midlertidig aktivitet er omfattet af forskriften, eller om arbejdet er af særlig karakter, der kræver tilladelse efter Miljøbeskyttelseslovens §42.

Afgørelser efter denne forskrift træffes af Randers Kommune.

Randers Kommune kan stoppe aktiviteter, som ikke overholder forskriftens bestemmelser eller afgørelser truffet i henhold til forskriften.

Bestemmelserne i forskriften forhindrer ikke, at Randers Kommune efter gældende lovgivning kan stille krav om yderligere foranstaltninger, der begrænser forurening. Dette gælder, uanset om de allerede fastsatte vilkår er overholdt.

§12 Øvrige tilladelser og krav

Denne forskrift fritager ikke projektejer/entreprenør fra at søge om tilladelser, der er nødvendige for udførsel af en aktivitet efter anden lovgivning. Det drejer sig for eksempel om nedrivnings- eller byggetilladelse, anmeldelse af bygge- og anlægsaffald og anmeldelse af jordflytning.

§14 Ikrafttrædelse

Forskriften træder i kraft den 26. juni 2023.