Nyhedsbrev 19 - 19.09.2024
Kære dig der bor i Ølst - hermed nyhedsbrev nr. 19 vedrørende situationen ved Nordic Waste
Status på skadestedet
Arbejdet på skadestedet ved Nordic Waste går støt fremad. Du kan her nedenfor se den aktuelle status på situationen.
Vandet kan løbe i Alling å primo oktober
Hele å-strækket fra E45 og frem til skadestedet er færdigt og der hældes nu grus i, for at skabe en å-bund. På stykket fra sandfanget og hen til røråbningen er der fortsat lidt udfordringer. Her er det nødvendigt at bruge en række sugespidser for at holde vandet væk, som naturligt kommer fra jorden. Det har dog hjulpet med både sugespidser og dræn, og forventningen er nu, at åen kan løbe frit igen fra primo oktober. Det er en stor milepæl, som dermed er nået.
Permanent bassin i syd får membran
Bassin 2 i syd som permanent skal bruges til at opfange regnvand inde på skadestedet giver lidt udfordringer i forhold til jordbundens måde at opføre sig på. Derfor får bassinet nu en bentonit-membran. Bassinet forventes at være færdigt medio oktober.
Renseanlæg i syd snart færdigt
Renseanlægget i syd er så godt som færdigt og forventes at stå klar til at blive taget i brug i midten af uge 39. Derefter skal der ske en indkøring, og når anlægget kører tilfredsstillende, vil driften af renseanlægget i nord blive stoppet og anlægget i syd, skal herefter stå for rensning af overfladevand fra Nordic waste arealet.
Ingen vil tage opgaven med sundhedsundersøgelse i Ølst
Igennem foråret og hen over sommeren har Randers Kommune arbejdet for, at der kan gennemføres en generel sundhedsundersøgelse af borgerne i Ølst. Randers Kommune har spurgt Styrelsen for Patientsikkerhed, der har svaret, at man ikke har mulighed for at gennemføre en sådan undersøgelse. Samme svar er kommet fra Region Midtjylland.
Derefter har forvaltningen spurgt private firmaer, som Styrelsen for Patientsikkerhed har anbefalet kunne gennemføre en sundhedsundersøgelse, og også her har svarene været afslag.
”Det er en frustrerende situation. Vores byråd vil gerne at der bliver gennemført en sundhedsundersøgelse af borgerne i Ølst, noget borgerne også ønsker. I første omgang skulle der laves en kortlægning af om borgerne var blevet udsat for en påvirkning fra Nordic Waste, som skulle danne grundlag for at der kunne laves en sundhedsundersøgelse,” siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune og fortsætter:
”Som kommune har vi hverken myndighed eller kompetencer til at gennemføre en kortlægning og en undersøgelse. Det er ikke en kommunal opgave at gennemføre en kortlægning eller sundhedsundersøgelse. Vi har simpelthen heller ikke den viden og de medarbejdere, som kan udføre det. Men når vi havde et bud på hvad en kortlægning ville koste, skulle byrådet tage stilling til om de ville finansiere det. Herefter skulle en anden myndighed lave en sundhedsundersøgelse. ”
Han måtte dermed fortælle den politiske følgegruppe, at der ikke er en undersøgelse på vej. Der vil i stedet blive lagt en sag i Sundheds-, idræts- og kulturudvalget i Randers Kommune i den nærmeste fremtid som beskriver situationen.
Skulle der være virksomheder som henvender sig og gerne vil foretage kortlægningen, går forvaltningen gerne i dialog.
Gl. Århusvej åbner ikke foreløbig
Der har i medierne været opmærksomhed på Gl. Århusvej og muligheden for at køre busser igennem på den grusvej, der lige nu udgør Gl. Århusvej ved skadestedet. Randers Kommune har været i dialog med Midttrafik. Fra Midttrafik er vurderingen, at kørsel via en midlertidig grusvej med nedsat hastighed og blandet med arbejdstrafik ikke er optimalt. Og at det vil koste mere køretid end den nuværende løsning, ligesom der vil være større risiko for forsinkelser i driften. Derfor vil Midttrafik holde fast i den nuværende løsning på rute 118 frem til, at der er gennemført en permanent genetablering af Gl. Århusvej.
Midttrafik vurderer, at den nuværende løsning fortsat sikrer det bedst mulige tilbud for den store rejsestrøm der er mellem Randers og Aarhus, og at der er brug for stabilitet i rutens drift efter de forskellige omlægninger, der har været som følge af jordskredet.
”Det er klart, at vi fortsætter dialogen med Midttrafik, for vi har et fælles ønske om at få åbnet linje 118 så hurtigt som det kan lad sig gøre set i lyset af arbejdet på skadestedet. Og der er stadig en del arbejdskørsel og dermed også en sikkerhed, som skal være i orden,” siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
Forvaltningen har også vurderet muligheden for midlertidigt at give tilladelse til cykeltrafik gennem arbejdsområdet ved Nordic Waste. Men det vil ikke være sikkerhedsmæssigt forsvarligt, når der samtidig er arbejdskørsel med tung trafik.
En permanent genetableret Gl. Århusvej er ikke lige på trapperne. Det vil tidligst kunne være en mulighed i 2025 og forudsætter en politisk behandling og midler til at lave vejen.
Hvad sker der nu?
Der arbejdes med følgende kommende sager som skal i Randers Byråd:
- Vandrensning
- Vandløbsrestaurering
- Genetablering af Gl. Århusvej
- Beredskabsplan ved uforudsete hændelser