
Kommuneplan 2025 sendes i offentlig høring
Byrådet har på byrådsmødet den 28. april godkendt at et forslag til Kommuneplan 2025 sendes til offentlig høring i otte uger. Forslaget til Kommuneplanen 2025 bygger videre på de politiske mål fra Planstrategi 2022 og indeholder ændringer i forhold til den gældende Kommuneplan 2021.
Forslaget til Kommuneplan 2025 omfatter en række større væsentlige ændringer i forhold til Kommuneplan 2021 blandt andet indenfor byvækst, detailhandel, klimatilpasning, erhvervslokalisering og kulturarv.
Herunder blandt andet:
- Fokus på at styrke Randers midtby som handelscentrum, bl.a. ved at revidere detailhandelsrammerne i Paderup.
- Sikre større grad af ensartet grundlag for bevaring af bygningskulturen i hele kommunen, og sikre retningslinjer for at de arkitektoniske, kulturhistoriske og miljømæssige værdier i de bevaringsværdige bygninger, så vidt muligt ikke forringes, men gerne forbedres.
- Retningslinjer for erhverv er ændret i overensstemmelse med Byrådets strategi for erhvervslokalisering. Strategien har til formål at understøtte erhvervslivets vækst og reducere potentielle miljøkonflikter i forbindelse med fysisk placering.
Se hele forandringsrapporten og forslag til kommuneplan 2025 her.
Offentlig høring
Forslaget til kommuneplan 2025 sendes i offentlig høring i mindst 8 uger.
Kommuneplanen bliver digital og der vil blive mulighed for at tjekke, hvad planen er for specifikke områder. Ligesom med kommuneplan 2021.
Afstemningsresultat
28 stemte for og 3 undlod at stemme.
For stemte: Socialdemokratiet, Venstre, Østbroen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Liberal Alliance, Moderaterne, Bo Vestergaard og Daniel Madie.