Praksispersonale til stormøde om kronikere

Tirsdag den 5. november mødtes personale fra lægepraksisser i Randers Kommune, der til daglig arbejder med patienter på kronikerområdet. Initiativet kommer fra Randers Kommune.

”Stormødet er et første skridt i retning af et vedvarende samarbejde med praksispersonalet i de forskellige lægepraksisser i kommunen, hvor formålet er at styrke samarbejde og dialog for patienternes skyld,” siger Christina Breddam, Sundhedschef i Randers Kommune.

Lægeklinikkernes personale er ofte dem, der har den primære kontakt til rigtig mange af de patienter, der henvises til kommunens tilbud.

I alt mødte 41 deltagere op fra 17 forskellige lægepraksisser i kommunen. Den flotte opbakning til arrangementet glæder Sundhedschef Christina Breddam, da det betyder, at en lang række fagligheder - herunder sygeplejersker, lægesekretærer, jordemødre samt social- og sundhedsassistenter - fik mulighed for at mødes.

”På mødet har vi fået mulighed for at høre praksispersonalet, hvilke ønsker og behov de har i samarbejdet med os. Det hjælper os til at udvikle samarbejdet omkring de borgere, som vi er fælles om, ” siger Christina Breddam.

Vidensdeling og dialog

Dagen blev skudt i gang med en fælles introduktion til kronikerområdet i Randers Kommune, samt hvad der arbejdes med i Sundhedspolitikken. Herefter blev praksispersonalet sendt rundt til seks forskellige stande i Sundhedscenteret, der hver repræsenterede de tilbud, som Randers Kommune tilbyder borgerne på kronikerområdet.

Ved hver stand præciserede medarbejdere fra henholdsvis rehabiliteringsenheden og sundhedsfremme- og forebyggelsesenheden, hvilke borgere de har tilbud til, og hvad de forskellige tilbud indeholder. Derudover blev der delt håndgribelig information om, hvordan praksispersonalet konkret henviser deres patienter til tilbuddene.

Ved standene blev der også lagt op til dialog, og her kom deltagerne med mange gode spørgsmål og kommentarer fra deres perspektiv.

Alt i alt gav dagens mange input anledning til nye indsigter og brugbar viden for både praksispersonalet og Randers Kommune. Det styrker grundlaget for et godt samarbejde. Og så var der bred enighed om, at stormødet gerne må være et tilbagevendende arrangement, hvor der med fordel kan sættes fokus på forskellige målgrupper.