Syv projekter modtager støtte fra Grøn Pulje

Lokale projekter i Randers Kommune kan nu se frem til at modtage sammenlagt ca. 2,5 millioner kroner i støtte fra Grøn Pulje fra VE-anlæg ved Stouby. På byrådsmødet d. 26. maj 2025 blev der truffet endelig beslutning om bevilling af midlerne

Hald, Øster Tørslev, Uggelhuse, Harridslev, Stouby, Vorup og Asferg får del i midlerne fra Grøn Pulje - den statslige puljeordning, der er oprettet for at styrke den lokale opbakning til vedvarende energianlæg.

”Vi har været heldige at få rigtig mange gode og velkvalificerede ansøgninger. Den store interesse vidner om, at vores lokalsamfund er rige på spændende initiativer og virkelyst. Jeg er ikke i tvivl om, at de projekter, som nu modtager midler fra Grøn Pulje, kommer til at understøtte lokale fællesskaber og bidrage positivt til den fortsatte udvikling af lokalsamfundene og den grønne omstilling i kommunen,” siger borgmester Torben Hansen, som har været med til at indstille de udvalgte projekter i kraft af sin rolle som formand for Udmøntningsgruppen.

Penge til friluftsliv og grønne renoveringer

Med uddelingen er en række forskellige projekter i hele kommunen nu rykket et skridt tættere på at kunne realiseres. I Korshøjhallen i Harridslev er der udsigt til nyt gulv i hallen og tilkobling til fjernvarme, mens Ommersysselhallen i Øster Tørslev og forsamlingshusene i Uggelhuse og Asferg kan se frem til solceller på taget. Forsamlingshuset i Hald modtager penge til renovering af toiletter i kælderplan.

I Stouby bliver der bedre muligheder for friluftsliv og et nyt mødested for byens borgere i form af shelter og bålhytte med tilhørende legeplads. Her anlægges også en trampesti gennem Stouby Enge. Også Vorupkærparken modtager støtte til forbedringer af fælleshus, biodiversitet og en række andre initiativer.

Nye energianlæg giver penge i puljen

Grøn Pulje administreres af kommunerne og betyder, at opstillere af vedvarende energianlæg skal indbetale et beløb, som skal gå til projekter i den kommune, hvor anlægget etableres. Grøn Pulje for VE-anlæg ved Stouby er den første af sin slags i Randers Kommune. I tilfælde af at der opsættes nye VE-anlæg i kommunen, vil der blive oprettet nye selvstændige Grøn Pulje fra de pågældende VE-anlæg. 

I Randers Kommune er det Udmøntningsgruppen for Grøn Pulje, som indstiller projekterne til godkendelse i Byrådet. Gruppen består foruden borgmester Torben Hansen af Claus Berggren, formand for Erhvervs – og planudvalget, Anne Hjortshøj, formand for Landdistriktsudvalget samt Daniel Madié, formand for Bæredygtighedsudvalget.

Afstemningsresultat

Ansøgningen fra Vorupkærparken blev godkendt. For stemte Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Beboerlisten, Moderaterne, Venstre, Bo Vestergaard og Daniel Madié (uden for partierne). Imod stemte Anne Hjortshøj (Socialdemokratiet), Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Østbroen, Velfærdslisten og Enhedslisten

Også de øvrige indstillinger blev godkendt.  For stemte Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Beboerlisten, Moderaterne, Dansk Folkeparti, Venstre samt Bo Vestergaard og Daniel Madié (uden for partierne). Imod stemte Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Østbroen, Velfærdslisten og Enhedslisten.

Jesper Gade (Socialdemokratiet) blev erklæret inhabil.

Seneste nyt

Nyheder