Udsatterådet satte fokus på misbrug og rusmiddelbehandling

Den 23. oktober 2024 satte Udsatterådet i Randers Kommune misbrug og rusmiddelbehandling i fokus ved deres årlige stormøde i Underværket. Mødet blev en stærk markering af rådets indsats for at sikre, at de mest udsattes stemmer høres.

Udsatterådet består af brugerrepræsentanter fra væresteder og repræsentanter fra lokale organisationer, og de var sammen med fagfolk, kommunale medarbejdere og borgere til stede til rådets årlige stormøde.

Udsatterådets formand Christian Borg bød velkommen og åbnede mødet med en indføring i rådets arbejde og betydning for lokalpolitikken det seneste år.

Det første faglige oplæg blev holdt af Charlotte, en tidligere misbruger og bruger af Café Rusfri, som rørende fortalte om sine personlige erfaringer med afhængighed og den hårde kamp for at blive stoffri. Og om et liv i kaos og krise. Hendes historie blev en reminder om vigtigheden af at finde lysten og motivationen for at blive stoffri og at blive mødt i øjenhøjde i behandlingen.

Efterfølgende tog Louise Baltzer Søndergaard, leder af Rusmiddelcenter Randers, ordet for at forklare de behandlingsmuligheder, som findes i Randers Kommune. Hun gav en indføring i, hvordan moderne rusmiddelbehandling er rundet af ny forskning og hvordan rusmiddelbehandlingen ser ud i 2024.

Efter oplæggene blev deltagerne delt op i mindre grupper til diskussioner, hvor både fagfolk og tidligere misbrugere fik mulighed for at udveksle erfaringer. Der blev talt om de udfordringer, man møder i behandlingssystemet, og hvilke forbedringer der kunne gøre en forskel. Efter afslutningen blev der serveret sandwiches og kaffe, mens samtalerne fortsatte.