Unge giver deres bud på Fremtidens Randers

Unge i Randers delte deres idéer og håb for kommunens fremtid ved et dialogmøde på Underværket.

Underværket summede af idéer og forslag, da unge fra hele kommunen samledes for at forme Fremtidens Randers. Elever fra 7.-10. klasse, gymnasier, ungdomsskolen og UU Randers fik mulighed for at dele deres tanker om, hvordan byen skal udvikle sig.

”De unge er fremtiden. På dialogmødet gav de os gode ideer at arbejde videre med - alt fra ungeråd, til fredagsrock og nye ungdomslegepladser”, siger Lise-Lotte Leervad Larsen, formand for Skole- og Uddannelsesudvalget i Randers Kommune.

Fra hverdag til fremtid

De unge tog udgangspunkt i deres egen hverdag og oplevelser, og der blev diskuteret mange forskellige emner som offentlig transport i oplandet, sports- og fritidsaktiviteter, byens mødesteder, uddannelse og jobmuligheder.

Theresa Klüwer Ulrich, der til dagligt går på Tradium Randers Handelsgymnasium, var glad for at blive hørt:

”Det har været interessant, og jeg har haft følelsen af, at vi har direkte indflydelse på, hvad der bliver snakket om i Randers. At vi bliver lyttet til, og at vores ideer kommer i betragtning. Det er fedt!”

Flere unge pegede på, at Randers er deres by, og at de gerne vil blive boende og bidrage til dens udvikling.

”Jeg har nydt at komme med mine idéer og input. Randers er vigtig for mig, og det betyder meget, at mine børn også kan vokse op i samme fede by, som jeg er vokset op i”, siger Andreas Gavrilas, elev på Tradium.

Al input er samlet

Siden juni har 10 dialogmøder og et afsluttende arrangement under festugen givet borgere mulighed for at dele deres idéer til Fremtidens Randers. Fire temamøder har desuden sat fokus på erhvervsliv, det gode liv, udsatte børn og unge samt bedre boliger. Alle har kunnet give forslag via postkort og fremtidensranders.dk. Med de unges perspektiver og alle øvrige input er materialet nu samlet og klar til de videre politiske drøftelser om strategi, mål og løsninger for Fremtidens Randers Kommune.

Billedegalleri

1 / 2

Seneste nyt

Nyheder