Venskabsbyer

Byerne Västerås i Sverige, Ålesund i Norge, Lahti i Finland, Akureyri på Island, Jelenia Góra i Polen og Randers er venskabsbyer.

Venskabsbysamarbejdet har eksisteret, siden de første kontakter blev skabt umiddelbart efter 2. verdenskrig.

Kernen i venskabsbysamarbejdet er at bidrage til fremme af den mellemfolkelige og kulturelle forståelse og respekt på tværs af landegrænser. Denne tilgang er medvirkende til at skabe tillid og forståelse for hinandens kulturer. Det bruges som døråbner til ny viden og nye samarbejdspartnere. Det er til gavn for kommunens borgere og erhvervsliv samt alle kommunale fagområder.

Konkret har venskabsbyerne samarbejde i form af bl.a. et årligt kontaktmandsmøde for borgmestre og kommunaldirektører samt en årlig Nordisk Venskabsuge (NOVU) for unge i de nordiske lande.

NOVU-ugen afholdes på skift i hver værtsby. Ugen giver op mod 100 unge mulighed for at stifte bekendtskab med nordisk kultur, knytte nye venskaber på tværs af sprog og kultur og dygtiggøre sig inden for specifikke områder.

I ugen deltager også politikere og embedsmænd fra hver by. Deres program afspejler aktuelle emner inden for eksempelvis børnekultur, biblioteksservice, byudvikling m.m.

På kortet herunder finder du de seks venskabsbyer. På bynavnene på kortet finder du link til byernes turistinformationer.

På bynavnene herunder finder du link til byernes officielle hjemmesider:

Akureyri i Island

Ålesund i Norge

Lahti i Finland

Västerås i Sverige

Jelenia Góra i Polen

Årligt beløb afsættes

Byrådet afsætter årligt et beløb til brug for økonomisk tilskud til udvekslinger og arrangementer, hvor venskabsbyerne er involveret.

Kriterierne for tilskud er:

  • Der kan ydes tilskud til transportomkostninger svarende til 1/3 af billigste transportomkostning.
  • Ved besøg i Randers ydes ud over en modtagelse på Rådhuset mindre tilskud.
  • Modtagere af tilskud forpligter sig til at arbejde for udbredelse af venskabsbysamarbejdet.
  • Udbetaling af tilskud sker på baggrund af et indsendt regnskab.

Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte Charlotte Mølgaard Abel på tlf. 8915 1001.

Nordisk Venskabsbyuge

Ugen giver unge i alderen 15-20 år mulighed for at stifte bekendtskab med nordisk kultur, knytte nye venskaber på tværs af sprog og kultur og dygtiggøre sig inden for specifikke områder. Samtidig mødes politikere fra de fem lande. NOVU afvikles hvert år på skift i de fem lande.

Venskabsbyugen byder således på nordisk samvær, nye venskaber og fagligt udbytte. Der er workshop om dagen og sociale aktiviteter om aftenen.

Kræver kun interesse

Der kræves ikke særlige forudsætninger ud over interesse for nordisk samarbejde og lyst til at indgå i nye relationer. Foruden deltagelse i temaerne lægges der stor vægt på, at deltagerne er aktive i sociale og kulturelle aktiviteter på tværs af temaerne.

Der er ingen udgifter for den enkelte deltager udover egne lommepenge. Venskabsbyerne sørger for rejse- og opholdsudgifter.