Bilag 6. Reklamepolitik

Indledningsvist redegøres for de muligheder og begrænsninger, loven giver kommunerne. Herefter beskrives den af Randers Kommunes byråd vedtagne reklamepolitik.

Til ikrafttræden den 1. juli 2006 er vedtaget en lov om kommuners anvendelse af fast ejendom og løsøre til brug for reklamering for andre.

Formålet med den nye lov er, at give kommuner samme adgang til at anvende fast ejendom og løsøre til reklamering som private. Ønsket er, at give kommunerne et bredere råderum for lokale beslutninger og undgå detailregulering.

• Der er ingen beløbsmæssige begrænsninger på kommunens reklameindtægter.
• Der er ingen krav om, hvad indtægten skal bruges til.
• Indtægten ved reklamering kan skaffe kommunen supplerende finansiering af sine opgaver, forhøjelse af serviceniveau eller andet.
• Der kan reklameres både ved obligatoriske opgaver og ved fakultative opgaver.
• Der er ingen begrænsninger i loven på, hvilke faste ejendomme, køretøjer eller andet løsøre kommunen kan bruge som reklameplads.
• Loven indskrænker ikke den allerede tilladte reklamering, såsom
  • reklamepladser på bander i idrætsanlæg
  • reklamering på offentlige veje
  • trafikselskabers ret til reklamering på busser.

Loven vedrører fast ejendom og løsøre. Kommunens elektroniske medier er ikke omfattet af loven.

Der må generelt ikke reklameres, hvis dette er i modstrid med anden lovgivning. Dette uddybes nedenfor under lovmæssige begrænsninger.

Da loven alene giver kommuner en mulighed for reklamering kan kommunen regulere i hvilket omfang, kommunen ønsker at gøre brug af muligheden.

Der er altså ingen pligt for kommunerne til at udnytte lovens muligheder.

Kommunens bygninger skal bevare et klart kommuneimage og et genkendelighedspræg samt signalere kommunens neutrale og saglige rolle i samfundet. Med henblik på at fastholde disse signaler må der ikke opsættes reklamer på de bygninger, hvorfra kommunen driver sin virksomhed, uanset om bygningen ejes af kommunen eller andre.

• Der må ikke opsættes reklamer for andre end kommunen på løsøre såsom køretøjer, der anvendes til direkte borgerrettede opgaver, som hjemmepleje, inkassation, beredskab og lignende.
• Der kan opsættes reklamer for andre end kommunen på løsøre såsom affaldskøretøjer, arbejdskøretøjer til vejvedligeholdelse, parkvedligeholdelse, snerydning og lignende, da der er tale om en udførelsesopgave, der ved anvendelsen af køretøjet, ikke er rettet konkret til enkelte borgere, men til almenheden.
• Busser og trailere, der anvendes til biblioteksvæsen, fragtning af personer (skoler, daginstitutioner, områdecentre mv.) og lignende, kan ligeledes anvendes til reklamering for andre end kommunen.

I de tilfælde, hvor der må opsættes reklamer, skal reklamerne være afdæmpede og af begrænset omfang på det enkelte køretøj mv. Dog kan der accepteres mere vidtgående reklamering på f.eks. et køretøj, hvis køretøjet stilles vederlagsfrit til disposition for en skole, institution mv.

Der kan også accepteres mere vidtgående reklamering på f.eks. et køretøj, hvis køretøjet indgår i et pilotprojekt vedrørende miljøvenlige køretøjer.

Kommunen kan modtage fast ejendom eller løsøre som gave (vederlagsfrit) mod, at disse anvendes til brug for reklamering af andre.

Ydelse (gaven) og modydelsen (reklameværdien) skal dog have et passende rimeligt forhold til hinanden.

Det er et grundvilkår for kommunen, at den bør agere neutralt og sagligt i sin opgavevaretagelse. Der må derfor ikke reklameres for følgende og tilsvarende organisationer:

• Arbejdsgiverorganisationer
• Fagforeninger
• Religiøse bevægelser
• Politiske partier og bevægelser, valgte medlemmer eller opstillede kandidater

Herudover skal reklamens indhold afspejle og understøtte kommunens politik på et givent område. Eksempelvis skal en eventuel sundhedspolitik, børnepolitik mv. respekteres også ved valg af reklamer.

Kommunen skal sikre, at sprogbrugen i reklamen og de signaler, reklamen udsender, ikke i øvrigt kan virke stødende. Eksempler på dette kan være seksuelt betonede reklamer, dårligt sprogbrug mv. Kommunen skal herudover påse, at reklamer i deres udformning og placering efter en konkret vurdering opfylder rimelige æstetiske krav.

Der henvises herudover til afsnit nedenfor om lovmæssige begrænsninger, f.eks. ved reklamer henvendt mod børn.

Der må generelt ikke reklameres, hvis dette er i modstrid med anden lovgivning.

Markedsføringsloven

Kommunen har pligt til at sikre, at reklamen overholder markedsføringslovens regler, selv om det er private reklamer, kommunen sælger reklameplads til.

Kommunen skal derfor sikre sig kontraktsretligt, at den private ikke overtræder markedsføringsloven.

I markedsføringsloven er nævnt begrænsninger, hvoraf nogle væsentlige her nævnes:

• Der må ikke anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde budskaber.
• Budskaber må ikke være utilbørlige over for andre.
• En reklame skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet som en reklame uanset dens form, og uanset i hvilket medium den bringes.

Reklamer henvendt mod børn behandles også i markedsføringsloven:

• Markedsføring rettet mod børn og unge skal være udformet med særlig hensyntagen til børn og unges naturlige godtroenhed, manglende erfaring og kritiske sans, som bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at præge.
• Markedsføring rettet mod børn og unge må ikke direkte eller indirekte opfordre til vold, anvendelse af rusmidler, herunder alkohol, eller anden farlig eller hensynsløs adfærd eller på utilbørlig måde benytte sig af vold, frygt eller overtro som virkemidler.
• Markedsføringen må ikke uden pædagogisk, samfundsmæssig eller anden saglig begrundelse indeholde afbildning eller beskrivelser af farlige situationer eller af situationer, der tilsidesætter almindelig sikkerhed.

Anden lovgivning

Udover markedsføringsloven kan der være særlige love, der begrænser reklameringsretten, f.eks.:

• Lov om etnisk ligebehandling, hvorefter ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse.
• Lov om naturbeskyttelse, hvorefter det er forbudt at reklamere i åbent land.
• Lov om forbud mod tobaksreklamer
• Lov om planlægning (Planloven)

Loven har principielt åbnet mulighed for at de ansatte via deres beklædning kan reklamere for andre. Rent retligt vurderes dette dog ikke at være en mulighed, da kommunen ikke kan gennemtvinge, at de ansatte reklamerer for andre end kommunen på sin arbejdsbeklædning. Dette ville stride imod grundlæggende menneskeretlige principper om fri udtryksvalg, også gennem beklædning.

Der må herefter ikke stilles krav til personalet, at man via sin påklædning mv. reklamerer for andre end kommunen.

Kommunen har en indkøbspolitik, der indebærer, at der skal indhentes flere tilbud ved indkøb af varer og tjenesteydelser. Formålet med politikken er, at forvalte kommunens økonomi forsvarligt og sikre, at markedsværdien findes, også ved salg (af reklameplads).

Indkøbspolitikkens principper skal derfor anvendes ved salg af reklameplads. Kommunen skal gøre sig rimelige bestræbelser for at fastsætte markedsprisen. Kommunen kan f.eks. konsultere et reklamefirma eller foretage prisundersøgelser af prisniveau for andre tilsvarende reklameydelser. Kravet om markedspris skal sikre, at kommunen ikke via reklamen giver støtte til erhvervsdrivende.

Kravet om markedspris gælder ikke, hvis der i særlovgivningen er beskrevet, hvilken pris kommunen skal tage, f.eks. ved trafikselskabsloven, hvor det særligt er reguleret, til hvilken pris reklamen skal sælges.

Kommunens reklamepolitik skal generelt afspejles i kontraktvilkårene, det være sig vilkårene for reklamering, reklamernes indhold mv.

Kommunens struktur som en politisk organisation kan gøre det nødvendigt at kunne ændre omfang og indhold af reklamer på en rimelig smidig måde. Derfor skal reklamekontrakter have en kort varighed, og kontrakter skal kunne opsiges med et passende kort varsel.

Kompetencen til at godkende salg af reklameplads på kommunens faste ejendom og løsøre placeres hos den enkelte afdeling/institutionsleder, idet forvaltningsdirektøren kan konsulteres, hvis det er tvivlsomt, om et tilbud, som en leder ønsker at benytte, overholder reklamepolitikken.

Reklameindtægten tilfalder den enkelte afdeling/institution.

Denne reklamepolitik er vedtaget den 24. september 2007 og revideret den 31. august 2009 af byrådet.