Nu falmer skoven

Jeg elsker efteråret. Den skarpe, friske vind i ansigtet. Sort sol af stæreflokke og trækkende gæs, som tegner store flotte v'er på himlen. Bladene der falder lydløst til jorden og maler skovbunden i gule, røde og brune nuancer.

Jeg burde nok gøre som andre og tonse op og ned ad bakker i dertil indrettede skove i stramme cykelshorts for at holde døden på afstand. I stedet har jeg valgt at se den i øjnene og gør holdt ved en lille privat skov for at tage et statustjek på denne livets sidste cyklus. Se hvordan livet naturligt falder hen, nedbrydes og omdannes, så det til foråret kan give sit bidrag til genopstandelsen, arternes mængde og den rige variation.

Skoven er ikke mange hektar stor, men et algegrønt skilt fortæller, at hertil er offentlig adgang, blot man holder sig til stier og veje mellem klokken seks morgen og solnedgang. En dyb indånding og næseborene fyldes med duften af våd jord, døde blade, mos og svampe.

Tyngdelovens fader Sir Isaac Newton var en klog mand. Ikke bare fandt han ud af, hvor hurtigt træernes blade falder til jorden i et lufttomt rum. Han var også manden bag formlen for beregning af fysisk arbejde. Så vidt jeg husker, har man ikke udrettet noget, hvis man vender tilbage til sit udgangspunkt uden at have læsset noget af undervejs. Hvis arbejdet er det samme, så vil jeg hellere traske end tonse afsted …

Blodet kommer alligevel op at rulle. Først da en skovdue vingeklaprende letter fra trætoppen lige over os, og lidt senere da en hare synes, at vi er ved at være et for nært bekendtskab for den.

Flokke af mejser og bogfinker følger os fra trætoppene. På jorden er blade og mos på vej til at skjule ethvert spor efter menneskelig aktivitet. De blade, der er tilbage på træerne, kan stadig neutralisere den friske vind, der blæser over marken. Bækkens stille rislen overdøves kun nu og da af store, skræppende fugles advarselsskrig.

Fjer på jorden fortæller, at døden ikke altid skyldes naturligt henfald. Den kan også komme som et lyn fra en klar himmel. Som en duehøg. Det var måske slet ikke os, der satte advarselsskrigene i gang.

Skoven giver ro og rum til at være alene og sammen. Til at få vendt verdenssituationen og livets cyklus uden egentlig at sige noget. Det er nok at pege på eller bare kaste blikket på noget. En flok røde guldsmede på jagt efter middagsmaden. En stor spyflue på en solbeskinnet egestamme. Ord er overflødige og kan i værste fald koste en oplevelse, der måske venter lige om hjørnet.

Oppe på en skrænt har et par rådyr fået færten af os og smutter let og elegant det sidste par meter op og forsvinder ind mellem bøgetræerne. Hurtigere end et tryk på et skudklart kamera er de borte. Ligesom haren. Oplevelserne er kun prentet på nethinden.

Den næsten halvtreds meter høje bakke venter også på os. Så stejl er den, at det føles som at springe hvert andet trappetrin over op til trettende etage. Pulsen ryger op og når sit max på toppen af bakken. Sæt man havde været på akkord - eller på cykel.

Efteråret er tid for dvale, død og nedbrydning. Overalt er svampene i gang med at nedbryde. Et par hekseæg ligger i skovbunden og venter på at folde sig ud som stinksvampe. Store birkeporesvampe er vokset ud af en stamme i bækken, mens et ubestemmeligt lag af en anden poresvamp er ved at opløse en stub, der engang holdt en af skovens kæmper. Intet er for stort eller småt for disse nedbrydere, som antager alverdens underlige former og menes at være nærmere et dyr end en plante.

Se, hvad er nu det. Er det "skovens høne", tueporesvampen, der står der på en stub der lige ved stien. Næh, men en kæmpeporesvamp, som er spiselig, når den er ung og frisk! Den havde jeg aldrig opdaget fra en cykelsadel i et par alt for stramme cykelshorts …

• være fra klokken 6 morgen til solnedgang.
• kun gå på veje og stier.
• ikke skære eller klippe noget af træerne.
• samle de svampe, nødder, bær, frø, kogler, mos, lav og kviste man kan nå fra vej og sti.
• kun ride efter nærmere aftale med ejeren.
• cykle på veje og grusstier - men aldrig i skovbunden.
• holde hunden i snor.
• aldrig grave planter op.

God tur :-)