Badevand
I Randers Kommune har vi smukke vandområder. Her på siden kan du læse om vores badesteder og få gode råd til, når du bader.
Badesteder hvor vandkvaliteten kontrolleres
Badning andre steder på eget ansvar
I andre vandområder end ovenstående foretages der ikke analyser, som kan vise noget om badevandskvaliteten. Bader du i andre vandområder er det derfor på eget ansvar.
Gode råd når du bader
De 5 baderåd fortæller, hvad du særligt skal være opmærksom på, når du færdes på stranden.
Baderådene er udarbejdet af TrygFonden og Dansk Svømmeunion i samarbejde med internationale livredningsorganisationer.
1. Lær at svømme
Når du kan svømme, kan du redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.
2. Gå aldrig alene i vandet
Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.
3. Læs vinden og vandet
Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind driver badedyr, gummibåde og luftmadrasser hurtigt til havs. Der er også øget risiko for brandmænd. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.
4. Lær stranden at kende
En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Læs også altid strandens oplysningsskilte.
5. Slip ikke børnene af syne
Hold dig tæt ved badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.
Det er meget vigtigt at være opmærksom, når du har dit barn med på stranden.
Fortæl dine børn, at vi skal passe lige så godt på hinanden ved vandet som i trafikken. Skab trygge og overskuelige rammer for børnene og hold øje med dem. Det er dit ansvar som forælder aldrig at slippe børn af syne. Du må på intet tidspunkt efterlade børn alene ved vandet.
Hvis dit barn bliver væk
Kontakt livredderen, hvis der er en på stranden.
Find ud af, hvor du sidst har set barnet. I vandet? Eller på land?
Sidst set i vandet
I den situation skal du altid antage, at barnet er i livsfare og måske ved at drukne. Ring til alarmcentralen (1-1-2) med det samme og igangsæt en eftersøgning i vandet. Det er en god idé at eftersøge med strømmen.
Sidst set på land
Start i første omgang en eftersøgning uden at slå alarm til alarmcentralen. Børn bliver ofte fundet i nærheden af iskiosker eller andre steder, der vækker særlig interesse i børnehøjde.
Inddrag andre badegæster. Giv et grundigt signalement af barnet og få andre til at lede efter ham/hende. Udveksl mobiltelefonnumre. Lad altid en person blive på det sted, hvor barnet sidst er set. Start eftersøgningen der, hvor barnet sidst er set, og husk at børn tit vil gå med solen i ryggen.
Hvis vandet er varmt og vejret er godt, kan der være alger i juli og august.
Risikoen for mange alger er til stede, hvis der igennem en lang periode har været høje vandtemperaturer og solrigt vejr. Alger trives i høje vandtemperaturer. Varmen får dem til at formere sig, og når vejrforholdene er stille, samler de sig i vandoverfladen. Alger er vindbårne, og dermed er risikoen for alger langs stranden størst ved pålandsvind fra østlig retning.
Algeopblomstringen kan være meget lokal og ændre sig hurtigt på grund af vandstrømning, vind og vejrforhold.
Store mængder af alger ses tydeligt som en misfarvning af vandet, der kan ligne maling. Langt de fleste alger er ufarlige, men der findes giftige arter. For badende personer er de giftige alger dog som regel harmløse, fordi deres gift bliver fortyndet i vandet. Kun når der opstår meget store opblomstringer af giftige alger, kan der være risiko for forgiftning – typisk irritation og kløe. Særligt hvis du har allergi eller er svækket, bør du holde dig væk fra algerne.
Børn skal passe mere på end voksne. De vil reagere på mindre mængder gift, fordi de er små, og de vil gennem deres leg i vandet og på stranden være mere udsatte for algerne.
Dyr er udsatte, fordi de ofte drikker store mængder vand fra søer og kyster og kan indtage meget vand i forhold til deres kropsvægt.
Gode råd: Sådan skal du gøre ved alger i badevandet
- Lad være med at bade, hvis vandet er uklart. Se evt. om der er strækninger, der har mere klart vand, eller prøv igen lidt senere når vind og strøm har skiftet retning.
- Gå ud i vandet til knæene og kig på dine fødder. Hvis du ikke kan se dem, kan vandet være så fyldt med alger, at du ikke bør bade.
- Bad ikke ved kraftigt skum i vandet – det kan være algeopblomstringer.
- Lad ikke børn lege i algefyldt vand, og hold dem væk fra skumansamlinger på stranden – det kan være døde alger.
- Mennesker, der i forvejen er svækkede eller allergiske, skal holde sig væk fra algerne.
- Dyr bør holdes fra døde alger på sø- eller strandbredden.
- Hvis du eller din hund alligevel er gået i vandet med alger, så skyl efter med ferskvand.
Du bør ikke bade i tordenvejr. Hvis du allerede er i vandet, når det begynder at tordne, så skynd dig op.
Der er ikke større risiko for, at lynet slår ned i vand end andre steder, men bliver du slået bevidstløs af lynet, vil du drukne i vandet. Desuden gør salte og mineraler vandet strømledende, og det betyder, at et kraftigt lyn kan slå en person ihjel, selv om det slår ned 100 meter væk.
Beskyt dig i tordenvejr
Det sikreste sted at opholde sig i tordenvejr er indendørs. Hvis du ikke har mulighed for det, kan du sætte sig ind i en bil med fast tag, eller du kan sætte dig på jorden og krumme dig sammen.
Hvis du befinder dig på en strand uden mulighed for at komme indendørs eller at sætte dig i en bil, så er det bedste, du kan gøre, at sætte dig på hug med hovedet mellem benene. Det gælder om at gøre din kropsoverflade så lille som muligt, da lynet som regel slår ned i genstande, som stikker op i luften. Derfor skal du f.eks. aldrig søge lyn under et træ.
Gode råd i tordenvejr
- Badning frarådes.
- Undgå sejlads i både med master, da der er forholdsvis stor risiko for lynnedslag i masten.
- Hold afstand til elektrisk ledende genstande som hegn og rørføringer.
- Undgå unødig brug af mobiltelefoner, radio og kommunikationsradioer.
- Undgå tårne, åbent terræn og strande.
- Søg indenfor og luk døre og vinduer. Undgå ledninger.
- Søg ikke ly under træer, specielt ikke enkeltstående træer, heller ikke i et telt under et træ.
- Sæt ikke telt op ved master, skovbryn eller ved siden af enkeltstående træer. Der er relativt sikkert i tæt skov. Sæt dig på hug på liggeunderlaget og rør ikke ved teltstængerne.
Det Blå Flag er din garanti for en høj standard inden for miljø, vandkvalitet og sikkerhed.
Udbyhøj strand er p.t. den eneste badestrand i Randers Kommune, der har fået tildelt Friluftsrådets Blå Flag.
De forskellige badesteder har et redningsnummer, du kan oplyse, hvis du får brug for at ringe 1-1-2 – så kan ambulancen komme hurtigere frem.
Se redningsnumrene på Tryghedsfondens hjemmeside "Respekt for vand".