Dæmningen over det nordlige havnebassin
Der er undersøgt to udformninger af den 160 meter lange dæmning - en såkaldt stenkastningsdæmning med skrå sider og en cellefangsdæmning med lodrette spunsvægge.
Dæmningen over det nordlige havnebassin bliver 160 meter lang. I dæmningen indbygges en sluse, der i størstedelen af tiden vil være åben for kano- og kajaksejlere og mindre fartøjer. I tilfælde af højvande kan slusen lukkes, så byen beskyttes. Regnvand fra byen løber ud i havnebassinet. Når vandstanden i fjorden er faldet, åbnes slusen og regnvand kan løbe ud i fjorden.
Dæmningens udformning
Det er endnu ikke besluttet, hvordan dæmningen skal udformes. I den tekniske forundersøgelse fra 2023 er der undersøgt to udformninger: En såkaldt stenkastningsdæmning og en cellefangsdæmning.
Stenkastningsdæmningen har skrå sider beklædt med store sten og vil i toppen være 25 meter bred, mens den i bunden vil være 80 meter bred.
Cellefangsdæmningen har i stedet for sten lodrette stålspunsvægge og har samme bredde i toppen, men er kun 30 meter bred i bunden.
Blød bund skal skiftes
For at sikre vejens stabilitet og bæreevne skal dæmningen opbygges på bæredygtig bund. Dette kræver, at den eksisterende blødbund i havnebassinet under dæmningen skal udskiftes ned i 4 meters dybde. Det betyder, at der skal udskiftes store mængder blød bund i form af gytje, hvilket både er dyrt og belaster vandmiljøet.
Da stenkastdæmningen er væsentlig bredere i bunden, vil der med den løsning være mest bundudskiftning. Til gengæld vil cellefangsdæmningen være dyrere på andre områder.
Forundersøgelsen fra 2023 giver ikke et svar på, hvilken udformning af dæmningen der vil være den mest hensigtsmæssige. Dette afklares derfor i en senere fase af projekteringen.