Informationsmøde til lodsejere om Vores Grønne Trepart

Karen Lagoni (A) og Niels Erik Christensen (V) har i deres egenskab af kommunens politiske repræsentanter i de lokale treparter i samarbejde med Landboforeningen Kronjylland og Østjysk Familielandbrug inviteret alle jordejere med mere end 2 hektar jord til informationsmøde om "Vores Grønne TrePart - Hvad sker der? - Og hvordan kan du være med".

Informationsmøderne er afholdt i maj 2025 på fire forskellige lokaliteter geografisk fordelt i kommunen: i Øster Tørslev, Assentoft, Stevnstrup og endeligt i Purhus.

På hvert møde deltog i størrelsesordenen 100 lodsejere, der blandt andet blev præsenteret for:

  • Hvordan den lokale grønne trepart foregår
  • Statens rammer og forventninger
  • Konkrete eksempler på kollektive virkemidler ved en udtagningskonsulent fra Velas
  • Muligheder og eksempler fra jordfordeling ved jordfordeler fra Statens kontor i Tønder
  • Overvejelser fra landbrugets organisationer om, hvordan vi i samarbejde kan bidrage til at finde løsninger til omlægningsplanen og Folketingets Aftale om Implementering af et Grønt Danmark.