Hvad er en lokalplan?
En lokalplan er juridisk bindende for borgerne og regulerer, hvordan et område må anvendes og indrettes fremover.
Med en lokalplan fastlægger byrådet, hvordan et område må anvendes og indrettes fremover. En lokalplan medfører ikke handlepligt, og Byrådet og grundejere i området er således ikke forpligtet til at realisere lokalplanen.
En lokalplan indeholder en redegørelse, der beskriver baggrunden for lokalplanen og lokalplanens forhold til anden planlægning og lovgivning. Denne del er beskrivende og ikke juridisk bindende. Bestemmelserne og de tilhørende kortbilag er juridisk bindende.
Byrådet skal vedtage en lokalplan, når større bygge- og anlægsarbejder skal gennemføres, når arealer skal overføres til byzone, eller når det er nødvendigt for at sikre kommuneplanens virkeliggørelse. Lokalplanen skal være i overensstemmelse med kommuneplanens rammer.
Vedtagelse af nye lokalplaner
Før et forslag til en ny lokalplan kan vedtages skal det fremlægges offentligt i mindst 8 uger, hvor alle har mulighed for at komme med bemærkninger, ændringsforslag eller indsigelser.
Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser eller forslag om ændringer, kan den endelige vedtagelse af planen tidligst ske 4 uger efter udløbet af fristen for indsigelse.
Byrådet er forpligtet til at behandle indsigelser og forslag om ændringer inden lokalplanen vedtages endeligt, men byrådet er ikke forpligtet til at rette sig efter dem.