Vores skønne natur
Danmarks sjettestørste by ligger lige her, hvor det ferske vand fra Gudenå møder Randers Fjord. Og det giver alle os der bor her en smuk og varieret natur - helt oplagt til at motionere i.
Randers Kommune ligger lunt placeret i det østjyske smørhul og grænser på flere sider ud til vand med en samlet kystlinje på godt 70 km mod Mariager Fjord, Kattegat og Randers Fjord.
Naturen i byen
Naturen midt i byen betyder mange gode muligheder for at cykle, løbe eller vandre i naturen langs Gudenå og stadig være helt tæt på byen. Tæt på Randers centrum finder du for eksempel Gudenåparken, Vorup Enge og Hornbæk Enge - et eldorado for fugleelskere og naturvandrere.
Ikke langt fra centrum ligger Randers Naturcenter, der har åbne arrangementer, hvor man kan lave mad over bål, sejle ud eller bare nyde at blive klogere på vores natur. Gudenå løber lige forbi Randers Naturcenter.
Naturen udenom
Længere oppe ad Gudenå ligger Stevnstrup og Langå, hvor der er flere gode muligheder for både at cykle, vandre eller fiske.
I Langå finder du blandt andet Langå Egeskov, hvor kreaturer har græsset i skoven gennem hundreder af år og har skabt et særegent og kroget skovbillede.
Lidt nordligere, 10-15 km vest for Randers finder du skovområdet Fussingø og det fredede Læsten Bakker, som er Randers kommunes største fredede område og byder på lyngklædte bakker, træer og krat med naturstier. Fra bakkerne kan man nyde udsigten ud over Fussingøs skove, Skalsådalen og Tuemose.
Naturpark Randers Fjord
Naturpark Randers Fjord byder på et spændende fugle- og dyreliv med både havørne, sæler, smukke isfugle og elegante svaner.
Uanset om du er til sejlads, vandre- eller cykelture, så er naturparken et godt udflugtsmål, hvor det også er muligt at overnatte i shelters, i lystbådehavne og på campingpladser. Ved Udbyhøj tæt på fjordens udmunding i Kattegat finder du ved siden af havnen en lille børnevenlig strand med Danmarks bedste badevand.
Naturen på kort
Naturen og mulighederne for gode naturoplevelser ligger derude og venter. Vi har derfor samlet naturområderne og gode bud på ture og oplevelser ud i det grønne et Google kort.
På randers.dk/naturkort finder du en lang række forslag til vandreture og cykelture, telt- og shelterpladser og meget andet.